Klokkeren fra Notre Dame

Anmeldelse

Lad os gå lige på: Er der basis for en genopsætning af “Klokkeren fra Notre Dame”? Svaret falder faktisk prompte fra mig: JA! 

Seks stjerner herfra ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Det er et festfyrværkeri fra de parisiske stræder og – mestendels – fra de indre gemakker af den storslåede katedral, som jo som bekendt for en ikke svunden tid siden blev ramt af flammer i virkelighedens verden. 

Skuespillerne, her går en særlig tanke til de tre store roller; Quasimodo, som spilles af Lars Mølsted, Esmeralda, som spilles af Bjørg Gamst, samt Claude Frollo, spillet af Mads M. Nielsen, yder en utrolig indsats.

Lidt varmt udtalt kan jeg skrive, at de brænder ud, optændes af dramaturgiens rullende sten, og fortællingen, som vi kender den fra Victor Hugo, folder sig blændende ud. 
Ja, der er ild i skriften!

Det er fortællingen om Quasimodo, der udstødes af samfundet, og som finder lise i at tilse klokkerne øverst oppe, hvorfra han ligeledes har fin forbindelse til gargoiler i massevis, mens han ydermere kan skue ud over den hob, Paris udgøres af.

Et ikke ligetil forhold til Claude Frollo, formynder og gejstlig med stort G, skyder sig ind og brændemærker ham for alvor; lænket til tårnet er hr. Quasimodo, mens friheden kalder. 

Esmeralda, byens magiker, tryllebinder alt og alle, og fanges til sidst, hvorved den egentlige jagt kan indledes. Paris har brug for en syndebuk, nu da alt er af lave, og alt sættes ind for at holde hende buret inde, eller – endnu bedre/værre – få hende ned med nakken for et godt ord. Frollo er i spidsen. Quasimodo bryder ud af sine indre længsler og ydre trængsler; han finder vej til byen, og han latterliggøres, delvis på foranledning af Esmeralda, som så sidenhen opsøger ham i klokketårnet, tynget at umådelig dårlig samvittighed. Og her er kernen i fortællingen. Det er drammatisk, og det er elementært spændende, hele vejen igennem, båret af sang, så kirkespiret ryster, og klokkerne rumler.

Quasimodo, den hæslige, vanskabningen, er ham, vi får sympati med. Så utrolig godt formidlet af Lars Mølsted. Præstationen går ind og rammer hjertet direkte i et frontalt sammenstød – i min optik.

Vi kender selvsagt til Notre Dame i virkeligheden, og mange af os har garantrisset besøgt den historisk udfordrende katedral. Således har vi et forhold til den enorme bygning, ganske enkelt.

Den befinder sig i Paris, nuvel. Og … fri af fiktionen er jeg ikke, og dog alligevel er det fuldstændig friktionsløst at skrive denne anmeldelse af en utrolig oplevelse. 

Der er en umådelig pågående dybde i foretagendet, når Fredericia Teater opsætter store forestillinger. Det har de vist med Aladdin og med Den lille Havfrue foruden Prinsen af Egypten over Tarzan og – i særdeleshed – Klokkeren fra Notre Dame. 

Jeg har bevidnet det fra samme plads, og jeg er bjergtaget, lad det være skrevet her med det samme; optændt af glæde og en rus. Dagen derpå er det – premieren på genopsætningen af Klokkeren fra Notre Dame blussede fredag aften op i en propfyldt teatersal. 

Jeg forstår til fulde, at Fredericia Teater har valgt at udfylde teatersalen med denne sublime forestilling på ny. Det giver så rigtig god mening! 

Kulisserne spiller, de tekniske aspekter funkler, og scenekunsten flammer op og illuminerer salen på fornemste vis. 

Klokkeren fra Notre Dame har visuel overlegenhed over sig; som da Quasimodo skyder skodderne fra og åbenbarer Paris for os, altimens blæsten tager fat, og duers vinger basker os i møde, eller når vi kører ned i kirkesalen, hvor skuespillernes stemmer selvsagt runger. 

Det ene øjeblik er vi i Notre Dame. Det næste skydes vi ud i gaden og via en dør ind i et gæstgiveri. 

Fredercia Teater er med andre ord meget mere end en flad væg, et stillestående teaterrum.

Det er organisk, levende og nærgående. Scenen, hvor en særlig statue ganske umærkeligt taber hovedet – ganske bogstaveligt – sætter sig hos tilskueren. Eller hvad med det tidspunkt, for Quasimodos vrede antændes, og ilden farer rundt i Paris, mens Frollo kastes ud i kirkerummet, ganske direkte i frit fald, mens vi kører med ham ned i faldet? Det er mageløst. 

Jeg er af flere blevet spurgt om at rangere oplevelserne. Det er meget vanskeligt. Skal man begive sig ud på den sti, vil jeg skrive, at

  1. Prinsen af Egypten excellerer i skuespil, mellem Moses og Ramses.
  2. Mens Tarzan har en humor og eksotisk forførelse over sig, som jeg ikke kan modstå.
  3. Og Klokkeren fra Notre Dame virkelig når toppen af himmelrummet. Jeg er solgt. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *