Hvad er der så særligt ved den islandske litteratur?

Den islandske litteratur er så særlig, så pågående og så frodig som naturen i landet; sagt med andre ord, den bjergtager – den går i udbrud, snart i varme strømme og senere køligere.

Sjón - Tusmørkeundere - Litteraturlinjer

Lad os fange essensen af et udpluk fra den islandske litteraturskov. Halldór Laxness, Gyrðir Elíasson, Jon Kalman Stefánsson, Sjón, Einar Már Guðmundsson.

  • Først går vi ind ad døren til den islandske litteraturtradition med briller rettet mod, hvad der karakteriserer den.
  • Dernæst handler det om forfatterne – hvilke forfattere skal vi i kontakt med for at få et godt indblik i islandsk litteratur?

Den islandske litteratur – et kort rids:

Det er klart, at vi ikke kommer godt i gang med denne rejse, hvis ikke vi – kort – retter øjnene mod de islandske sagaer og eddaer, som i begyndelsen udelukkende udfoldede sig mundtligt og i folkelige lag. Sidenhen er de blevet skrevet ned. Her møder vi myter og mange magiske elementer – og de lever i bedste velgående videre i den nyere islandske litteratur – særligt med Sjón.

Det er ikke meget forkert at betragte Island som afsidesliggende; det afspejler sig i litteraturen. Vi møder mennesker, der har en særlig rolle i bygden og en status at opretholde i samfundet, og vi møder mennesker, der har respekt for naturen, som på disse kanter undertiden lever sit eget liv.

Et hurtigt rids over de seneste 450 års kultur: Forestil jer beboerne på en isoleret tørvegård. De er samlet ved ilden om aftenen, hver især optaget af håndarbejde og lyttende til oplæsning eller egentlig fortælling. Der er et gammelt mundheld på islandsk, som lyder: ’Evangelierne, dem er der ikke meget ved, for dem er der ingen kampscener i’. Dette behov for spænding fandt man i sagaer og folkeviser, og der var her en stor bevidsthed om, hvordan sceneriet skulle males frem med ord.

Tusmørkeundere - Litteraturlinjer

Sproget var i centrum – og det er i sandhed iøjnefaldende som tradition i Island. Jón Kalman Stefánsson er mit eksempel herpå. Han maler med en poetisk pensel særegne fortællinger frem, hvor naturen er en egentlig hovedperson på linje med de sårbare karakterer, han fokuserer på i mættede, visuelle bøger.

1920’erne og 1930’erne blev årtier med politisk bevidsthed – her slog Halldór Laxness igennem, og han skulle sidenhen vise sig som en særdeles vægtig stemme i den islandske litteratur – og han har også plads i denne rejse. Han vendte sig imod de islandske sagaer, som han så som umådelig primitive og uden relevans i det moderne samfund – nej, han ville skrive litteratur, der var vedkommende og á la Brandes sætte problemer under debat.

1970’erne og 1980’erne betegnes som opbrud. Forfattere begynder her atter at betragte den ’ældre’ islandske kultur og historie som en sand guldgrube, hvor særligt myter bliver hentet frem og omskrevet, gerne i en særdeles kompakt form og krydret med magisk indfald; her vil jeg fremhæve Gyrðir Elíasson og Sjón. Det er fra denne tid, de første genre-etiketter om magisk realisme rammer bøgerne.

Sjón – Skygge-Baldur – Litteraturlinjer

Magisk realisme kender vi fra Sydamerika i mellemkrigstiden og en stund derefter. Det er fortællinger, der for så vidt tager udgangspunkt i en ganske genkendelig hverdag, om end løjerlige, uforklarlige og bestemt ulogiske handlinger tager form. Det er en præmis, man som læser må acceptere; et af de mest kendte eksempler er scenen fra Gabriel García Márquez’ roman 100 års ensomhed, hvor Remedia den Skønne befinder sig mellem lagner, der hænger til tørre, og hvor hun umiddelbart stiger til vejrs og svæver ud af handlingen. I denne roman krydres handlingen med myter og skrøner fra en svunden tid, og der krydsklippes således umærkeligt og overrumplende for læseren. Det er ikke blot magi for magiens skyld – det tjener et formål. Der er en social og politisk agenda, der undertiden – indrømmet – kan være svær at få øje på og begreb om. Ligeledes gør det sig gældende i den islandske litteratur på denne tid – det får vi at se hos Sjón og Elíasson.

Sidenhen er også Island blevet opslugt af globaliseringens hav – sandelig også litterært. Krimibølgen er slået ind over landet. Arnaldur Indriðason er fremtrædende figur på denne scene, hvor han med Erlendur Sveinsson graver i grumme fortider. Det er dog vigtigt her at fremhæve, at denne krimigenre ikke slipper traditionen, idet disse spændingsfyldte kriminalgåder handler om meget mere end opklaring; samfundsmæssige problemstillinger såsom hustruvold og alkoholmisbrug tages under ’kærlig’ behandling.

Isldansk litteratur - bogblog - litteraturlinjer