Litteraturlinjer - den-fremmedeTitel: Den fremmede

Forfatter: Albert Camus

Forlag: Gyldendal

Sidetal: 142

Udgivelse: 2003

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️✏️

Dette er en stor, lille roman – den har meget på hjerte, og den skærer direkte ind til det.

Vi møder Mersault, som indledningsvist ikke adskiller sig fra andre mennesker, men som undervejs skal ende med at blive fremmed for sig selv og for andre.

Han er ung, han er kontomand, han er bosiddende i Algier, og han har lige kunnet konstatere, at han har mistet sin mor, som han sjældent så, og som han nu må sige fysisk farvel til. Det slås fast ganske kontant og meget genkendeligt i litteraturhistorien: ”I dag døde mor. Eller måske i går, jeg ved det ikke.”

Han får fri til at tage ud til hjemmet, der husede hans mor, og dagen efter er han så heldig at støde ind i en pige, som han havde haft noget med for år tilbage. De nyder tilværelsen, tager i biffen, bader og hygger sig på alle planer i hans lejlighed. Der bliver røget cigaretter, spist lækkert og nydt vin i gode mængder.

Mersault møder også alfonsen Raymond, og det er fatalt.

Raymond får hjælp af Mersault til at komme fri af en pige, der har været utro, og pludselig opstår der flere forviklinger – slutteligt involverer det en hund, en uforstående chef og en gruppe indvandrere, og det er i sidste instans, Mersault kommer for skade at trykke på aftrykkeren af den pistol, han uforvarende har taget i hånden, og han sender derpå – i solens skær – endnu et skud af sted.

Hidtil er vi som læsere blevet lullet ind i en varm fortælling, der rummer megen sanselighed, og har fået fornemmelsen, at der faktisk ikke er det store, der kan skabe følelser hos Mersault. Han er indifferent og meget tilbagelænet.

Mersault kan i anden del af fortællingen ikke forklare, hvorfor det fandt sted, han forsøger endsige ikke, for han møder sin skæbne, tager den på sig, endskønt den har en meningsløs og ganske absurd kant – lig omdrejningspunktet i Camus’ forfatterskab.

Han befinder sig kort og godt i en døs under retssagen.

Mersault kan ikke begribe det. Da præsten støder til, får han håbet tilbage, og han kan acceptere sagens sammenhæng. Derved kan han mærke en snert af lykke snige sig tættere på.

 

Andre Litteraturlinjer:

4321 af Paul Auster - anmeldelse af litteratur