Lysende republik

Lysende republik - Andres BarbaTitel: Lysende republik

Forfatter: Andrés Barba

Oversættelse: Ane-Grethe Østergaard

Forlag: Skjødt Forlag

Sidetal: 181

Udgivelse: 2018

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️✏️

”Fra tid til anden dukker en forfatter op, som ikke bare registrerer ting, men optegner en helt ny virkelighed, der kan kaste lys over vores mørkeste følelser.”

Sådan står det skrevet om denne roman, og jeg vil nu begive mig ind i den jungle, denne fortættede fortælling må siges at være – på mange planer. Jeg vil gerne fastslå, at der her optegnes en ny virkelighed, ganske enkelt, og hvor har denne virkelighed sat mange tanker i gang hos mig.

Kort om mit indtryk af romanen:

Mageløst. Tankevækkende. Urovækkende. Denne korte roman, skrevet af Andrés Barba, har det hele, særligt spænding. Jeg er fan, og det skinner igennem her. Uhyggelige, særligt originale billeder, især! Hvad har vi fat i? Det er en nyudgivelse fra Skjødt Forlag, og det er et brag. Den har hjemtaget Premio Herralde 2017, og det er altså noget af en bedrift – det er en stor pris.

Litteraturlinjer - skrivning

Handling: 32 vilde børn lever i det skjulte nær en tropisk provinsby. De ernærer sig ved at betle, og det mærkes ganske enkelt, at beboerne er bange, for de kommer tæt på. Frygten er en uhyggelig motor, og det mærkes så tydeligt, hvordan samfundet lukker sig om sig selv og søger at skærme af for disse 32 børn, som måske i bund og grund er ensomme. Har de brug for hjælp? Det eskalerer, denne fremmedhed over for de 32 børn, og en dag går det galt i supermarkedet Dakota.

Om Lysende republik

Derfra ser forældrene og især myndighederne sig ikke tilbage, for de må rydde op, slette dette uhyggelige afkom, denne fremmede civilisation. De har deres eget sprog, og ingen kan knække koden – tilsyneladende. Men børnene af disse bange forældre lader sig forføre, og pludselig forsvinder de et efter et. Uha. Nu går jagten ind på de 32 børn – samt de andre flygtende børn. Hvor findes de? Med logisk udgangspunkt søger de voksne ind i junglen for at ramme. De ender i kloakken, og da går det op for dem, hvad de har gang i – dog er det for sent, udtrykkeligt for sent.

Litteraturlinjer

Egentlig indledes romanen i en rapportagtig stil, hvilket jo i sagens natur er med til at skabe en distance til det omtalte. Man tænker uvilkårligt som læser, at man skal være vidne til en kølig afrapportering, men så ændrer perspektivet sig en smule, idet embedsmanden, som er vor fortæller, indlever sig ganske mere og mere undervejs. Han begynder ganske vist med at tage udgangspunkt i rapporter fra denne tid. Han er på afstand. Han er tyve år fremme i tiden, tyve år borte fra disse episoder. Men så sker det langsomt, en forskydning, en forandring; han tager et spring videre til en dagbogsoptegnelse og videre til sin egen erfaring, som farves af minder, og hvad kan man stole på? Se så, du kære læser, mange virkeligheder søsættes, og hvor skal man placere sig?

Hvad er på færde?

Vi befinder os i San Cristóbal. Her er alt roligt, på overfladen, med junglen som sikkerhedsnet, for den er jo så beskyttende. Lige indtil en gruppe børn dukker op. Der er 32 af dem, og de er mellem 9 og 13 år. Tidspunktet er til at forholde sig til. Det er i 1994, så det er temmelig konkret. Alligevel er det her, det begynder at skride en kende for vores fortæller.

Børnene er fremmede. De isolerer sig og har ikke behov for yderligere kontakt. De taler et aparte spansk, og de har en indbyrdes forståelse for hinanden, som vækker grund til videre tanke hos de voksne i byen.

Fortællerens kone, Maia, spiller sig ud af virkeligheden, idet hendes fingre flagrer hen over violinstrengene, og pigen, hendes datter lever sit liv.

Pludselig, mens Maia spiller, dukker et barneansigt op ude i buskadset, og fortælleren hjemsøges derfra af tanker, for det får stor betydning, dette pludselige møde. Han ’angriber’, men angribes selv og får ar på krop og i sind. Børnene er begyndt at tigge og komme tættere på, og uroen ulmer. De begynder at stjæle fra supermarkedet Dakota. En dag går det over gevind, og overfaldet er dét, alle taler om – det afgørende punkt, for herefter samles forældre og tager fat. Man forsamles og vil skabe ro og fred igen. Forældrenes børn begynder langsomt at stikke af, draget af disse 32 børns måde at leve på. Hvad er det for noget? Jagten intensiveres for alvor.

Læs og nyd roen hos Litteraturlinjer

Fortælleren er mærket, her tyve år efter, for afslutningen lyder: “En gang imellem kommer den over mig midt på gaden, når jeg kommer sent hjem eller går en tur, det føles, som om den trænger gennem jorden og op gennem fødderne, som om de 32’s hviskende samtaler og hemmeligheder stadig vibrerer under os. Måske svigter de døde os, når de forlader os, men vi svigter også dem for selv at leve.”.

Det er angsten, han rammer, gang på gang. Alt har en pris, og prisen for at læse denne er en mærkbar kugle i hjertet – hvor er det smukt i al sin gru. Fortælleren er på afstand af det skete, og han søger i dagbøger og rapporter, men det glemmer man ganske undervejs, for det er så medrivende. Den her modtager mine varme ord!

Den er så atypisk – så mørk og tematisk anderledes, idet det her handler om forældrenes fastlåste forestilling om den kontrollerede civilisation.

Kaffe og Martin hos Litteraturlinjer

Det går galt her – og junglen er det symbolske udgangspunkt, for det er det mørke, det ubevidste og dunkende hjerte, nerven, der forandrer alt for de involverede parter, som ganske enkelt mister sig selv, helt og holdent grebet om tilværelsens rammer, normer og etiske grænser.

Romanen er fyldt med symbolske situationer – holdt i bevægelse af særligt den brune flod, der skærer sig igennem byen.

Der er så rigtig meget at tage fat i.

Mange tak til Skjødt Forlag for at sende mig denne til anmeldelse. Det er værd at holde øje med dette forlag, særligt for den interesserede i spansk litteratur.

 

Andre Litteraturlinjer:

LitteratursidenSæt og match af Álvaro Enrique