Titel: Ensomheden

Forfatter: Andrew Michael Hurley

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Sidetal: 334

Udgivelse: 2016

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️

Som læser kan man ganske enkelt komme for skade at glemme rammen om denne roman, ganske fordi det fortalte er så bjergtagende, bølgende skræmmende og holdt i en gotisk grum tone, der jager skrækken frem forrest i hovedet.

Lad mig derfor opridse den for dig, du kære læser. Vi befinder os i en tid, hvor hovedpersonen fryser – det er med andre ord vinter, og han ’nyder’ ansættelse i museets kælderkolde lokaler, hvor han samler tekster og sætninger sammen til en bog – muligvis den bog, vi sidder og læser netop nu. I tankerne er han rejst langt tilbage, idet der er skyllet et barnelig op på kysten på det sted, der i hans bevidsthed går som Ensomheden, og hvor han sammen med sin daværende stumme broder opholdt sig for år tilbage, sammen med en klike af kristne, hvor hans mor dannede fortrop og faktisk fastholdt den stumme broder i et jernhårdt jerngreb med indædt håb om at kunne kurere ham for hans taleforstyrrelse. Hvad blev der dengang af afdæmpet næstekærlighed? Hun tvinger ganske enkelt sine meget varme håb om tale igennem på tværs af alt og alle.

Dette lig, der skyller op, og som får ikke så lidt omtale, leder for hovedpersonen tankerne hen på denne sidste tur til Ensomheden. Den strækker sig fyrre år tilbage, og i tankerne genoplever han den. Dengang han var dreng, og dengang han blev kaldt ’Tonto’. Det var påske, det var bøns- og bodsuge, og de havde pludselig ikke den velkendte og deres sædvanlige præst, Wilfred, med sig, men fader Bernard, og han er ’lidt’ anderledes!

Fortællingen er indskrevet i tåge og uhygge, blæst og havstrømme, der råber ad de forbipasserende på stranden. De to drenge hyggede sig på daværende tidspunkt med at lege krig på stranden, og den stumme af de to taber sit ur. Det bliver genstanden, de sammen leder efter, og det fører dem frem til en pige, der er højgravid, og som nærer varme følelser for den stille type af de to drenge. Hun får en afgørende position og betydning for scenen. Det drejer sig om et lig, det drejer sig om en afgørende episode i kælderen, hvor nogle mørke mænd pludselig bliver ekstra modbydelige og holder de to drenge i et fast greb omkring en hemmelighed – det er den, der er på vej ud i offentligheden fyrre år senere, og den skal pakkes ind i egne ord – det er dét, ’Tonto’ tænker ved sig selv, dér i de kælderkolde lokaler.

Vi springer i tid og sted, og der antydes meget, alt sammen omgærdet af sløragtige sætninger, og det er bragende godt. Således er man som læser med til at strikke den samlede fortælling sammen ved forsøgsvist og kløgtigt at fastholde den røde tråd!

Denne uhygge leder tankerne hen på Stephen King.

 

Andre Litteraturlinjer: