Åndernes labyrint

Åndernes labyrint

Titel: Åndernes labyrint

Forfatter: Carlos Ruiz Zafón

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Sidetal: 928

Udgivelse: 2018

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️✏️

Det er nu for alvor tid at dykke ned i Barcelonas skumle stræder og gamle gyder, hvor hemmeligheder løber om hjørner med den seende, og hvor fortidens spøgelser puster en i nakken.

Dette er med andre ord afslutningen på den store saga, som har De glemte bøgers kirkegård som udgangspunkt. Her har vi tidligere kunnet læse Vindens skygge, Englens spil, Himlens fange og nu altså Åndernes labyrint.

Vi skydes direkte ind til handlingen, som den folder sig ud i slutningen af 1950’erne.

Åndernes labyrint - de glemte bøgers kirkegård

Daniel Sempere var – husker vi – manden, eller snarere drengen, der fandt en bog af Julián Carax. Den har fået varig betydning for hans liv. Det står ikke til at ændre på. Det var således den, der var med til at kaste en flig af lys over, hvad der hændte hans mor. Han må dog grave videre i sagen, og nu – med kone og barn (Julian) – er tiden inde, for der er omstændigheder, der viser sig for Daniel, og der er Fermín Romero de Torres, der ved et og andet afgørende om hans mor, Isabella. Der er spor, der knytter sig sammen med hr. David Martín, som vi lærte at kende i Englens spil, og så er der fanger, som Fermin Romero de Torres stødte på, da han opholdt sig (ufrivilligt) i Montjuic-fængslet i Himlens fange, herunder en vis hr. Salgado.

Hvad er på færde?

Det trækker op til noget af en finale, hvor alle ender bindes sammen.

Før vi kan kaste os ud i den detektiviske søgen, må vi nødvendigvis møde Alicia og Vargas, et umage par, hvor førstnævnte har en særlig forbindelse, et farligt forhold, til ovennævnte Fermín. De klæder Åndernes labyrint meget godt. Det viser sig, at Fermín var med til at redde Alicia ud af det bombardement, der regnede ned over Barcelona. Det beskrives meget smukt på de første sider, og det er her, man som læser får mere at vide om Fermíns identitet, som slet og ret er planket fra en plakat med en tyrefægter i centrum, han tidligere var stødt ind i. Han er om bord på et skib, en hemmelig last, og han bliver opdaget og smidt i havet, hvor han har værsågod at drukne. Det sker dog ikke.

Åndernes labyrint - anmeldelse

Derpå rejser vi med Alicia ud i en undersøgelse af Mauricio Valls – som vi kender fra Himlens fange – for han er på mystisk vis forsvundet, og han har efterladt sig en mystisk bog med mystiske spor, som Alicia kredser om. Hvad gemmer den og Valls dog på?

Spørgsmålene er undertiden mange, og der kommer stadig flere og flere til. Stille og roligt drejer vi perspektivet ind på Daniel Sempere. Han kommer i fokus, og det har at gøre med hans fortid.

Mere ønsker jeg ikke at røbe, for det videre forløb skal være en gave for den gode læser, denne, der åbner bogen er er fyldt med gåpåmod og glubende appetit på tilværelsen som læser.

Hr. Holger i reolsystem med lysindfald - Litteraturlinjer.dk

Der er virkelig kræs for kendere i denne roman, der ganske vist er lang, men som virkelig brillerer med eminente beskrivelser af Barcelona. Det er stemningsfuldt, det er gotisk grumt og ganske godt. Jeg er meget glad for den tid, jeg har tilbragt med Åndernes labyrint, og jeg anbefaler den meget gerne.

Mange tak til Lindhardt og Ringhof for at sende mig denne roman til anmeldelse.

 

Andre Litteraturlinjer:

Midnatspaladset - Carlos Ruíz Zafón - Litteraturlinjertaagens-fyrste