Carlos Ruiz Zafón - gotiske spøgelsesfortællinger

Han er mere end bare lidt kendt i den vide verden, hvor læsere gerne strømmer til boghandlere og sikrer sig hans bøger, og her er Vindens Skygge et særdeles stort og dystert hit.

Dystert?

Ja, foruden at Zafóns skønne litterære armsving er en udpræget kærlighedserklæring til litteraturen, rummer de også en mere mørk side, og det bjergtager mangen en læser.

Kendt er han i udpræget grad for romanen Vindens Skygge, som netop udspiller sig i Barcelona i tiden omkring Den Spanske Borgerkrig. Vi følger Daniel Sempere. Hans far driver et antikvariat, og bøger bliver derfor hurtigt en del af Daniels hverdag, lige så vel som andre mere skumle typer støder til og skubber til Daniels verdensbillede, og da han så af sin far guides til De Glemte Bøgers Kirkegård for at udvælge sig en bog, får det særlig betydning for hans liv, eftersom forfatteren til bogen, en vis Julián Carax, gemmer på mange spændende vinkler, og det afføder en lang række spørgsmål i Daniels bevidsthed. Daniel får til tider hjælp af Fermín, som hjælper lidt til i antikvariatet.

Rejsen frem mod afklaring kan begynde.

Efterfulgt blev denne stemningsfyldte og meget nærgående roman af Englens Spil, som egentlig udspiller sig før Daniels tid, og som derved gennem David Martín sætter fokus på Daniels verden på en finurlig måde, og langsom under læsningen af denne roman går det op for læseren, at der er noget urovækkende på færde, noget betydningsfuldt for Daniel Sempere.

Sidenhen kom Himlens Fange, hvor vi atter får kastet lys over de to romaner gennem endnu et individ, denne gang er det Fermíns fortid, der udfoldes. Han har noget afgørende at gøre med David Martín, hvilket også på sin vis på et senere tidspunkt får indflydelse i Daniels liv.

Det er meget forførende og meget inspirerende læsning, og et finurligt træk ved romanerne er såmænd, at de kan – med fordel – læses i vilkårlig rækkefølge, og at man som læser derved til en vis grænse kan være med til at bestemme, hvorledes historien skal forme sig.

Carlos Ruiz Zafón blev født i Barcelona, og det i 1964, og således nåede han – ganske vist som meget ung – at mærke, hvad det vil sige at leve under diktatur, og denne erfaring væver sig undertiden ind i hans fortællinger.

Der er særligt et genkommende motiv i hans bøger; De Glemte Bøgers Kirkegård. Her har vi en samling højt skattede bøger, der i tidens fremmarch er blevet efterladt til glemslen. Men mindet kan vækkes til live, og det sker også ad flere omgange. Her kan Daniel Sempere fra Vindens Skygge nævnes, ganske fordi han er den første bogligt besatte, blide dreng, vi møder. Ydermere er der David Martín fra Englens Spil, som også har forbindelse dertil.

Zafón har en meget særlig stil. Han skriver meget indfølt, og han er i sin skrivestil altid meget tæt på begivenheden, hvorved man som læser straks sættes i centrum og kan sanse foretagendet. Fortællingerne er i al sin fylde meget engagerede i fine og fængende beskrivelser af omgivelserne, særligt af naturen, men i særdeleshed også af de menneskelige møder. Der er en dragende stemning og en mystisk underliggende sti at følge. På denne baggrund er det meget konkret og korrekt at præcisere, at Zafón altså skriver i krydsfeltet mellem mystik, magisk realisme, historisk fiktion, kærlighedsfortælling og spændingsroman.

Og det er ikke just tilfældigt, om end det er ganske originalt. Zafón læner sig op ad store fortællere, hvilket han ikke lægger skjul på. Heraf kan nævnes; Charles Dickens, Raymond Chandler.

Er du sulten efter at vide mere? Læs her.

 

Andre Litteraturlinjer:

Franz Kafka - meningsløs absurdisme