Litteraturlinjer - hvordan-jeg-blev-nonneTitel: Hvordan jeg blev nonne

Forfatter: César Aira

Forlag: Tiderne Skifter

Sidetal: 114

Udgivelse: 2014

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️

De første 17 sider af denne komprimerede roman er stærk læsning.

Jeg mindes ikke, jeg har læst noget så pågående i dette årtusind!

Fortælleren er med sin far på tur i nabolaget, de sidder på en bænk og skal nyde den netop købte is. Faderen har flottet sig og givet sig selv en vaffel af de store, mens sønnen, eller er det datteren? Hmm, jeg vender tilbage dertil. Hvorom alting er; dette barn har fået tildelt en jordbæris.

Alt skulle gerne være fryd, og man kan såmænd fornemme, hvordan faderen læner sig tilbage og stiller sig tilfreds med sit liv, som det er nu, sådan som det har formet sig. Han er midaldrende, har familie, har overskud til at invitere på is, og han nyder således et dejligt nærvær med sit barn.

Så drejer scenen sig – et Airask sceneskift tager plads.

Barnet – som nu er en datter – tager sin første bid af isen, og straks igangsættes et mishag, der udfolder sig som kropsligt aftegnet, særdeles sanseligt mishag: ”

Faderens reaktion er stikkende. Han ender med at diskutere, dels med sin datter, for alle børn kan altså lide is. Han væmmes, og en nagende mistillid stiller sig imellem far og søn/datter. Sidenhen smager han på isen, og han må sande, at der er noget om snakken. Den er fordærvet. Sidenhen folder diskussionen sig ud i tilknytning til ismanden, som bedyrer sin uskyld, viser ham isen, og sammen kan de konstatere, at den ikke er fordærvet, men slet og ret forgiftet. Det koster ismanden livet, for faderens frustrationer vokser frem, og han må derfor opholde sig i fængslet derefter, afskåret fra sin familie, hvor sønnen og moderen nu har hinanden.

Derfra går det roligere fremad, eller bagud. Fortællingens retning er ikke just til at blive klog på. Snart går det fremad fra fortællingens ’nutid’, og ofte kastes der et bagudvendt blik på begivenheder, der har fundet sted tidligere. Fortælleren er upålidelig, og han leger med fiktionens kraft, tager ikke læseren i hånden.

Hovedpersonen er indledningsvist omtalt som César Aira (en 6-årig dreng), men undertiden – i visse situationer (is-episoden er en af dem) – er det en pige, vi møder, og sidenhen er det atter en dreng. Omskiftelserne er mange. Vi bevæger os med hovedpersonen hen over flere tilstande; tankefulde på værelset, afskåret fra klassens sammenhold og dermed lettere ensom, komatøse og absurd drømmende under en indlæggelse på hospitalet, apatisk over for Superlærerinden og hevet tilbage til livet af Dværgen ved sygesengen.

Man bliver som læser trukket rundt af en fortællesyg fortæller, og forsøger man at holde rede på sagerne, holde fortællingen i en kort snor bliver man unægteligt frustreret, og der er da fare for, at man kyler romanen mod væggen!

Føjer man romanen og lade hånt om sin idé med et fremadskridende plot, venter der her en stor læseoplevelse, hvor der vitterligt bliver taget gas på litteraturen og på læserforventninger.

Det er typisk César Aira.

Det er snurrigt og meget morsomt.

 

Andre Litteraturlinjer:

Raymond Carver - noveller