César Aira - Spøgelserne - Tiderne Skifter - Litteraturlinjer

Titel: Spøgelserne

Forfatter: César Aira

Forlag: Tiderne Skifter

Sidetal: 145

Udgivelse: 2011

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️✏️

Spøgelserne er gruopvækkende i al sin enkelhed. Den er fremragende, forunderlig, og så er den lige nøjagtig cirka så særligt surrealistisk, så det gør helt godt at give sig hen til oplevelsen.

Vi er i Argentina. Vi befinder os i et lejlighedskompleks, hvor viceværten snart sagt er vores eneste faste holdepunkt, endskønt han er mere vind og skæv af alkohol end murene, der forsøger at holde sammen på det, der på sigt skal blive til boliger for mange mennesker, men halløj der er lang vej, for nu, hvor året går på hæld, og nu hvor den store festivitas skal sættes i gang, er det ret beset så ganske ufuldstændigt det hele, og det hæmmer da også glæden på sin vis, for ikke at tale om sikkerheden; det er jo så ganske vanskeligt at bevare en tryg tro på, at intet hænder, når skillevæggene er så porøse, og når der mangler afskærmning. Der er noget mere, der forstyrrer, sådan er det!

Vi hilser først og fremmest på immigrantfamilien Vinas, der kommer fra Chile, og som har set frem til at finde sig til rette her. Da først fokus falder på denne familie, tager de sære krumspring i denne fortælling fart.

Vi møder indledningsvist en masse mennesker, som holder til på denne byggeplads, og derfor kan man jo se første del af Spøgelserne som en art kollektivroman. Først og fremmest hilser vi på arkitekten, og efterfølgende er det bygherren, videre går det til køberne, til håndværkerne, og efterhånden nærmer vi os familien på taget, hvor det særligt er Elisa og Patri, hendes datter, der træder frem.

Spøgelserne af César Aira - Forlaget Tiderne Skifter

Nuvel, vi skriver den 31. december. Solen er en brændende kugle, og man skal da virkelig tilpasse sig dens varme og planlægge den store indkøbstur i det store indkøbscenter, hvor det vrimler med mennesker, og hvor man kan ende i en gedigen kø. Vi møder en fyr her, som står og funderer over tilværelsen, og disse tanker triller hastigt af sted for ham. Han bliver helt tummelumsk. Det er en virkelig inspirerende scene, og jeg husker den meget tydeligt nu – brændt sig fast har den!

Vi går videre fra fornemmelsen af, at det er en kollektivroman, vi har fat i, for Patri er i virkeligheden personen, der får samlet sig opmærksomhed, for hendes tanker er sprudlende, og de går i mange retninger. Det viser sig, at hun kan se, at der er andre væsner, der har taget bolig i dette miljø, og de er så lokkende, så dragende.

Spøgelser af César Aira - anmeldelse på bloggen

De svæver, de taler, de er usynlige for nogle og særdeles livlige for andre, heriblandt Elisa og Patri. Hun vil gerne med til deres fest, fejre at det nye år ankommer, og hun vil forlade det gamle år med maner, men det kræver død og ødelæggelse over kroppen, hvis hun skal være med, sådan er det. Hun klatrer derfor op til toppen af bygningen, og hun hører stemmer, hun tænker, tænker på fordele og på ulemper. Solen bager, hendes hoved koger, og skriften brænder. Det er så bragende godt at læse, og det er en spændstig afslutning på en god roman.

Læs eventuelt mere om fortællingerne fra César Airas hånd her.

Tak til Forlaget Tiderne Skifter for at udgive denne perle.

 

Andre Litteraturlinjer:

englens-spilEfter midnat af Haruki Murakami