Litteraturlinjer - vi-var-fiskere

Titel: Vi var fiskere

Forfatter: Chigozie Obioma

Forlag: Klim

Sidetal: 311

Udgivelse: 2016

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️✏️

Det er ikke helt forkert at fastslå, at denne roman har fanget mange læsere verden over.

Det er rammende at skrive, at den ret beset med skarpe bogstaver og spidse, spændte scener griber fat i læserens bevidsthed og trækker til, således refleksions- og indbildningskraften uhildet kan udfolde sig.

Den er blevet oversat til flere end 22 sprog, og den var – efter sigende – umådelig tæt på at hjemtage den prestigefulde pris Man Booker Prize.

Vi var fiskere udspiller sig i Nigeria, nærmere lokaliseret i Akure, og tiden kan fastslås til at være i 1990’erne, en periode med mange politiske spændinger og følgelige omvæltninger.

Scenen er familien Ugwu. Den rummer en anseelig mængde børn, seks styk, og de holdes indledningsvis i kort snor af dels deres mor og far og af naboerne, men da faderen er nødsaget til at lade sit legeme følge med en stilling udenbys i Nigerias Centralbank, rykker det på perspektivet og skaber friere forhold. Den ældste dreng, Ikenna, bryder ud af den psykiske og undertiden fysiske spændetrøje og finder frem til byens sagnomspundne flod, hvortil hans brødre, Boja, Obembe og Benjamin (fortælleren), følger ham. De vil fiske, og de er et gedigent og fokuseret slæng. Pludselig får nabokonen nys om deres foretagende, og moderen mærker følelserne klatre uden på tøjet. Det er farligt, meget farligt, for floden er fyldt med spænding af den dystre slags, og man skal så absolut ikke fornægte, at den er fyldt med mystik og myter, for den har – beviseligt – slugt mangen en kvinde.

Værre bliver det straks, for dage senere er det ikke det vandige element, der fanger dem, men Abulu, landsbyens tosse, man dog ikke kan afvise, idet hans profetier i mange situationer har vist sig at have forfærdelig præcision over sig, og da han over sine sprukne læber får formuleret, at Ikenna vil blive myrdet af en af sine brødre, er spændingen og frygten straks ude blandt de fire drenge.

Ikenna undergår i frygtens nærvær en farlig forvandling, og han ser faresignaler allevegne, og – hvad værre er – han kan nu ikke se sine brødre i øjnene, hvorfor han nødvendigvis må afskære sig fra al kontakt. Boja kan ikke lade det gå uset hen, og de ender i clinch med fatale følger. Benhamin og Obembe er mere eller mindre overladt til sig selv, og pludselig sniger splittelsen sig ind, mens også en voksende vrede vender sig i dem. Den retter sig mod Abulu.

Det er ikke for meget sagt, at familien er i opløsning – og det på grund af en sætning fra en tosse!

Frygten er et farligt søuhyre.

Grundet dette og de efterfølgende vilde omstændigheder taget i betragtning må deres far straks vende ansigtet hjemad. Deres mor må vende ansigtet mod en afgrænset verden, for hendes øjne fanger på vild vis edderkopper og alskens kryb rundt i alle rum og i alle hjørner.

Der er meget at tage hånd om for romanens fortæller, Benjamin. Han har et godt greb om tilværelsen, nu hvor han melder om det på afstand, men han kan ikke – det mærkes virkelig tydeligt i fortællingens løb – ikke undlade at lade sig drage med til en nutidig fortælleform af det skete. Han fastholder scenerne i metaforiske forhold, i dyr og deres egenskaber. Det er et fremragende forhold og et godt greb, man som læser kan referere tilbage til og knytte an til.

 

Andre Litteraturlinjer:

Litteraturlinjer - den underjordiske jernbane