Minimalismens mester

Ernest Hemingway - forfatterportræt

Hvordan huskes Hemingway? Som mojito-drikkende amerikaner i Cuba eller som storvildtjæger og macho-mand?

Han huskes i al fald.

Det stod ikke ligefrem skrevet i teen, at Hemingway skulle markere sig som en af århundredets største forfattere, der med en ordknap skrivestil, med direkte dialog og den noget nøgterne tone vandt mange læsere verden over.

Sol og læsning

Hans stil er beskrevet som økonomisk impressionisme og fængende dybde, eftersom den givne tematik og egentlige handling befinder sig mellem og snart under linjerne, hvor netop læserens fantasi fungerer som krogen, der fanger teksten og folder den ud i meddigtning – deraf denne berømte isbjergsteknik. Der er således lommer af viden og billeder i Hemingways stil, og dette kommer unægtelig bedst til udtryk i novellerne, der vitterligt slår hårdt.

Denne stil efterlader læseren med et indtryk af en selvsikker, robust og meget mandig Ernest. Som ung plagedes han dog af særdeles følsomme øjne, mens han tilmed var ganske genert.

Han blev født på grænsen til det 20. århundrede, såmænd den 21. juli 1899, og det i en tryg og flot forstad til Chicago, hvor faderen fungerede som læge, mens moderen havde musiske årer i sig. Er det fra hende, Ernest udvinder denne særlige rytme i sproget? Meget var der måske ikke at hente hos faderen, der blev hjemsøgt af stadig tiltagende dårlige nerver og senere sindssyge.

Solstrejf

Ernest Hemingway fandt i 1917 vej til Kansas City Star, hvor han som praktikant fik indblik i arbejdsgangen på en avisredaktion. Da kalenderen viste 1918, meldte han sig som frivillig under fanerne i det amerikanske Røde Kors, og den 8. juli samme år blev han så såret, at han måtte trække sig – og dette satte sig varige spor – først og fremmest udtrykt i ”Farvel til våbnene”, som sprang frem i den litterære verden i 1929. Forinden havde Hemingway slået sit navn fast med novellerne om Nick Adams, som huserer i samlingen ”I vor tid” (1926). Sidenhen strømmede stilistiske romaner ud af hans hånd: ”Solen går sin gang”, ”Den gamle mand og havet”, ”Hvem ringer klokkerne for”, blandt mange andre. Strømmede er måske så meget sagt, for Hemingway håndhævede det præcise udtryk, og det i en sådan grad at han gerne gennemskrev sine værker op til 30 gange.

Senere er det de længere noveller såsom ”Kilimanjaros sne” og ”Francis Macombers korte lykkelige liv”, der rammer reoler og sindsvægge.

Her er stilen tydeligst – særligt fordi der er så meget dybde og så få adjektiver foruden egentlige opridsninger af følelser.

Rimelig rimet

Særligt æggende står ”Bjerge som hvide elefanter”, hvor en tilsyneladende triviel hverdag for to elskende på café i Paris pludselig tager en drejning og bliver så ganske alvorlig. Det er overraskende og et spændende indblik.

I 1954 modtog Hemingway Nobelprisen i litteratur, og hans værker har fanget flere forfattere og fortsætter med at inspirere.

I 1961 ramte depression ham i en sådan grad, at han den 2. juli 1961 valgte at fratage sig sit eget liv.

 

Andre Litteraturlinjer:

Raymond Carver - forfatterportræt