Forfatter Almanak 2018

Forfatter Almanak - Litteraturlinjer.dk

Titel: Forfatter Almanak 2018

Forlag: Aarhus Litteraturcenter

Sidetal: 173

Udgivelse: 2017

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️✏️

Aarhus Litteraturcenter har sendt en særlig sag ud til det skrivende folk: Forfatter Almanak 2018 har set dagens efterårslys.

I samarbejde med Alice Aagaard, forfatter og cand.mag., har Aarhus Litteraturcenter udformet en almanak, der kan få gang i de skrivendes fingre, grib pennen, for sørensen da!

Det kan klø noget så eftertrykkeligt i fingrene, og skrivebordet kan åbne sig, mens kontorstolen drejer sig i retning af dig, og det kan vise sig, at skrivemaskinen pludselig får fangarme, men du går fri, idet arbejdslivets rytme rammer og holder dig fanget. Tiden kan tromme og banke, mens hverdagen går, og den næste dag vender sig og tager dig med – med bort fra skrivningens rum. Du vandrer rundt i byen, og du venter, venter på inspirationen, for hvornår rammer den dig mon? Du er parat, lad nu blot bogstaverne arrangere sig i dit hoved, og derpå, når du får tid, vil du sætte dig til tasterne og skrive den mesterlige novelle, som slår alle læsende mennesker omkuld.

Ikke sandt?

Eller: næppe!

Skrivemål - råd til en forfatter

Angrib, for hulan, den kære litteratur. Søg med lys og lygte efter inspirationen. Skriv hver dag, skriv lidt eller skriv meget.

Det, jeg prøver at ramme, er, at i den tid, vi lever i, er det ikke altid, langtfra, at der tilsyneladende er direkte og tydelig tid til at sætte sig og skrive. Man kan undertiden komme i problemer, for der er så meget, man gerne skal have lavet, inden man kan trække sig ind i sin egen verden, hvor teksterne trommer løs. Der er arbejdet, der skal klares, der er vasketøjet, der skal håndteres med sammenlæggelig hånd, og der er også støvsugningen, der kalder.

Fortvivl ikke, der er råd at hente, og således bruges der i denne almanak ganske dejlig tid – side for side – på at sende råd ud fra etablerede forfattere mod den skrivende sjæl. Man kan eventuelt bruge de mange gøremål som indledning: ”Man kan gå tur, gøre rent, stryge, spille dumme computerspil, ting der ikke kræver tanke selv, men er en slags venteposition, hvor man åbner sig og tænker. Når så idéen kommer, så er man der; alene i en ren lejlighed med nystrøget tøj og kan skrive det ned, der kommer væltende.” Sådan ser Merete Pryds Helle det, og det rammer det meget godt ind. Man skal være åben for det skrivende værksted, for pludselig, når man mindst venter det og ganske midt i noget, typisk, åbner døren sig, og så har man blot at vade derind og gå i gang. Et andet, lækkert råd lyder: ”Det at være forfatter handler om at tage en tube fiskelim og klistre sig fast på stolen og blive ved og ikke give op.” Det kommer fra Klaus Rifbjerg, og han er fyldt med pondus, læs blot dette råd også: ”Begynd oppe i øverste venstre hjørne og se så, hvor teksten fører dig hen.”!

Litteraturlinjer v. Martin Rytter Handberg

I denne fine Forfatter Almanak er der således sidevise råd at hente, og der er baggrund for at give sig i kast med skrivningen, for nu kan det skemalægges, så der netop sættes daglig tid af til at skrive. Hvilken gave!

Det handler om at prioritere, spørge sig selv, hvad der er vigtigst, hvad man brænder for.

Du kan uge for uge udfylde dine skrivemål, og det er med andre ord NU, du skal kaste dig over skrivegerningen.

God rejse!

Tak til Aarhus Litteraturcenter for at sende mig denne almanak – nu vil jeg i gang med at skrive.

 

Andre Litteraturlinjer:

Litteraturlinjer v. Martin Rytter HandbergManhattan Beach af Jennifer Egan