Forvandlingen af Franz Kafka

Titel: Forvandlingen

Forfatter: Franz Kafka, illustreret af Søren Jessen

Forlag: Fahrenheit

Sidetal: 127

Udgivelse: 2017

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️✏️

Franz Kafka skrev på en hæsblæsende nat fortællingen om Gregor Samsa, som vågner en morgen af urolige drømme og finder sig så eftertrykkeligt forandret som menneske, for han er nu et gement kryb, et væsen, en skarnbasse, måske. Det vides ikke med sikkerhed. Faktisk ved vi ikke præcist, hvad det er for en skabning, han nu er. Voldsomme drømme og et vildt arbejdspres med tidsplaner og resultatorientering i Prag har fået Gregor ned med nakken. Han er forandret, forvandlet. Han er pludseligt gået fra at være handelsrejsende, driftig og familiens stærke starut til at være uønsket.

Jeg har flere gange med lige dele gru og betagelse læst om Gregor Samsa, og jeg vender gerne årligt tilbage til ham, for jeg synes, det er så nærgående en læseoplevelse, hvor scenerne med faderen, der kaster et æble efter sin søn, og søsteren, der spiller violin i det skjulte for sin bror, står som klare aftegninger af ømhed bagest i min bevidsthed.

Forvandlingen af Franz Kafka

Nu er Samsa så også blevet forvandlet til en grafisk oplevelse, idet Søren Jessen har bevæget sin pen og fortolket fortællingen. Det er der kommet en lækker sag om et u-lækkert dyr ud af. Og mange tak for den bedrift.

Det er altså med andre ord slet ikke søde sager, man som læser lukker op for, når man åbner novellen. Ej heller er det lutter lagkage, når det er Søren Jessens version af sagen, man påbegynder. Den er stemningsfyldt og utrolig urovækkende, dyster og angstprovokerende. Nu går fortællingen om Gregor Samsa for alvor ind under huden, må jeg sige.

Som stor kender af grafisk romankunst er jeg altid meget spændt på at se, hvordan romanstof bliver skruet sammen i en grafisk fortolkningsramme. Jeg må derfor sige, at Søren Jessen virkelig er kommet godt fra dette arbejde, for han lader bestemt en åbning være til stede. Han rammer det uhyggelige så eftertrykkeligt. Det meget finurlige er, at han ikke på noget tidspunkt afbilder Samsa som et udtrykkeligt og aftegnet insekt. Han lader det være op til læserens forestillingsevne.

Det spiller utrolig godt sammen med det faktum, at Franz Kafka i sin levetid var ganske meget imod, at man forsøgte sig med en illustration af krybet. At hans fortælling så for eftertiden er kommet til at stå i forlængelse af en kakerlak-illustration, er en anden sag.

Læs eventuelt om Franz Kafka.

Tak til Forlaget Fahrenheit for dette anmeldereksemplar.

 

Andre Litteraturlinjer:

Den hemmelige historie om Twin PeaksTegneserier for voksne - mørkets skønhed