Bjørneby

Fredrik Backman - Bjørneby

Titel: Bjørneby

Forfatter: Fredrik Backman

Forlag: People’s Press

Sidetal: 400

Udgivelse: 2017

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️

Velkommen til Bjørneby. Byen i det nordlige nord, hvor sneen dækker skov, og hvor indbyggerne fluks farer til andre himmelstrøg for at finde arbejde og for at komme på afstand af byens erindring.

Det er nu engang sådan, at der snakkes vidt og bredt om tiden med den glansfulde, fine fortid, hvor ishockey var det samlende perspektiv for byens borgere. Man vil så gerne finde vej tilbage dertil, så at sige komme på landkortet på ny.

Hvordan skal det løbe af stablen?

Faktum er sådan set, at Bjørnebys juniorhold inden for netop ishockey er fremragende på skøjter og med staven i hånden, og nu er det nået dertil, at de har ramt semifinalen i den øverste ungdomsserie, og det er til at mærke, for byen summer af stemning.

Sæt holdet vinder, hvad vil der ikke ske?

Kan spillerne håndtere presset? Hvordan med sportschefen Peter? Der er sponsorer, der er bestyrelsen, der er forældrene, og der er trænerne. Så er der fansene. Der er blikke alle vegne, snak på alle gadehjørner, og langsomt får vi som læsere et gedigent indblik i Bjørnebys indre liv. Der er det usagte, og der er det direkte. Perspektivet bevæger sig rundt imellem byens borgere. Familien Erdahl er i centrum, for de giver dagligt en særlig lyd fra sig, og den hører de fleste i byen, og Maya med blyantstegningerne rummer et rigt indre liv. Det er blot et lille udpluk af de typer, vi møder.

Backman er en særlig forfatter udi karaktertegninger. De bliver så ganske karikerede og satirisk slående, at man som læser ganske ender med at hoppe op og ned i stolen, eftersom lattermusklen unægtelig rører på sig.

Dette er den første del af en flerstrenget fortælling om byen Bjørneby, så du kan passende hoppe med på vognen nu.

Når det er skrevet, vil jeg nu alligevel slå på, at jeg ikke synes, det er den bedste bog fra Backmans hånd. Den er lidt tynd i handlingen, og den er lidt lang i teksten.

Jeg siger tak til People’s Press for at sende mig dette anmeldereksemplar.

 

Andre Litteraturlinjer: 

ValencianaDansen af Anna Hope