Lincoln i Bardo

Lincol i Bardo af George Saunders

Titel: Lincoln i Bardo

Forfatter: George Saunders

Forlag: Gyldendal

Sidetal: 354

Udgivelse: 2018

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️✏️

Dette er vinderen af Man Booker-Prisen 2017, vi har med at gøre, og jeg nævner blot, at den til det sidste konkurrerede med 4321 af Auster, en bog, jeg var tosset med. Så jeg havde tårnhøje forventninger til denne sag, må jeg sige.

Det skal nævnes, at det faktisk er Saunders første roman, idet han tidligere har brilleret inden for novellegenren. Det er en eksperimenterende, nyskabende roman, som kræver sin læser. Det er med andre ord lige noget for mig.

Litteraturlinjer

Den strøg så direkte, som noget kan gøre, ind på New York Times’ bestsellerliste.

Hvad sættes i gang med denne roman?

Vi er i 1862, borgerkrigen i Amerika huserer, raser, og den trækker tænder ud. Abraham Lincolns elleve år unge søn rammes af tyfus, og døden henter ham omtrent omgående, for faktum er, at der blot går nogle få dage, førend sønnike tager ud på sin sidste rejse. Det er Willie, der er tale om. Han stedes til hvile i en marmorkrypt, og Lincoln himself er knust, ramt i hjertet, og sorgens spøgelse trækker ham om natten med til graven, blot for at holde den døde krop. Faktisk er det sådan fat, at Willie ikke har sluppet sit tag i vores verden endnu, han bevæger sig rundt i bardo – en verden mellem liv og død. Og han har et budskab, som Abraham bør høre, men hvordan formidler man det bedst? Det er spørgsmålet.

Lincoln i Bardo

Det er så spændende, og det er svært at følge med sikkerhed, for der er indlagt sproglige og litterære fælder at falde i, hvilket er en fryd, for læser man videre, kommer man fluks på benene igen, og det står så stærkt.

Det er en roman, hvor handlingen folder sig ud over flere sider og i løbet af en nat. Det er en symfoni, en kakofoni, der er så mange stemmer, så mange virkelighedsperspektiver, at man som læser kan føle, at man vandrer planløst rundt, undertiden, hvilket er en gave, for litteraturen, den skønne af slagsen, kan et og andet. Det er de døde, der beretter, de levende, der snakker, de fiktive personer og de historisk konkrete. Det er en skøn blanding.

George Saunders

Selve bevægelsen, som fader Abraham Lincoln foretager sig, idet han vandrer fra hjemmet om natten og til graven for at være ved sin døde søn, er tilsyneladende historisk korrekt, og nu er den formidlet skønlitterært med så indfølt en stil, vilter som den også er.

Jeg jubler!

Tak til Gyldendal for at sende mig denne roman til anmeldelse.

 

Andre Litteraturlinjer: