Mordet på kommandanten (bog 1)

Mordet på kommandanten - Forlaget Klim

Titel: Mordet på kommandanten (bog 1)

Forfatter: Haruki Murakami

Forlag: Klim

Sidetal: 424

Udgivelse: 2018

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️✏️

Murakami melder sig igen under den magiske fane – jeg er (atter) fanget fra første side.

Dette er en roman, der tager fat i buddhistiske forestillinger om krop og sjæl. Det er en fortælling om en efterladt mand, der med portrætmaleriet finder noget inde i sig selv, som død og pine må ud, og det er beretningen om, når ideer manifesterer sig og bliver en vejviser.

Mødet om Mordet på kommandanten

Er det mystisk – jep.

Er det fedt – jep.

Det er kodylt.

Lad os nærme os lærredet – tag gerne disse spørgsmål med dig, når du nu lige om lidt har anskaffet dig Mordet på kommandanten og åbnet den: Hvem søren er Menshiki? Denne utrolig hvidhårede herre i det umådeligt hvide hus på den anden side. Hvad katten er der med uglen på loftet? Hvor kommer denne lyd fra om natten, og hvorfor minder den om en lyd fra ringlende bjælder? Er der en højere mening i, at det er på det samme tidspunkt, lyden rammer hovedpersonens fine ører, og kan andre høre lyden?

Lyder det ikke umiddelbart meget murakamisk?

Det er efterhånden længe siden, vi i dansk regi har haft mulighed for at stifte grundigt bekendtskab med et storværk fra Haruki Murakamis hånd. Senest har der været tale om 1Q84, som udkom i tre bind.

Mette Holm og Martin Rytter Handberg fra Litteraturlinjer

I mellemtiden er det kortere romaner og novellesamlinger, der er smuttet ud fra det japanske forfatterkontor.

Her tegner der sig – må jeg sige – et virkelig fint billede af noget stort. En storroman med alle mulige særlige indfald og dybder er under opsejling her, idet dette er den første ud af i al fald to romaner.

Det er spørgsmål, der stille og langsomt vokser op og ud af siderne, efterhånden som de bliver vendt, ganske som flotte roser, man bare må berøre og betragte fra alle ledder og kanter.

Japansk udgave af Mordet på kommandanten

Murakami skubber gerne lidt til virkeligheden. Det er velkendt. Man læser en sætning, og straks begynder de velkendte former at forvitre, de faktiske forhold forsvinder, og sætning for sætning lulles man ind til en verden, der er sært drømmelogisk og blot behørigt antydet.

Derfra er det op til læseren at afkode.

Det er også sådan, jeg har det, når jeg læser, og jeg ved, at andre har det på samme måde. Jeg glemmer tid og sted, mister fornemmelsen af min krop, og jeg svæver ud i det univers, der manifesterer sig for mig her i løbet af den lidenskabelige læsning.

Mordet på kommandanten

Murakami er en generøs forfatter, en tillidsfuld fortæller, for han tror på læseren. Det er tydeligt. Det er mærkbart. Det er minsandten noget af det afgørende for mig, når jeg læser. Dette med at stole på, at læseren udfører arbejdet med at udfylde de tomme pladser, det er så prægnant hos Murakami. Sådan var det i særlig grad fat med hensyn til Kafka på stranden samt Trækopfuglens krønike, for nu at tage et par boomende eksempler. Her er der i fortællingen brudstykker, herunder avisudklip og e-mails, hvor sammenhængen ikke umiddelbart kan ses. Det er op til læseren at give sardinregnen mening, så at sige. Der er helt ned på sætningsniveau så meget dynamik og underliggende påmindelser, så meget usagt, at det er en fryd at læse med, idet læseren ligeledes bliver en detektiv i det hverdagslige, helt ned til, når maden skal tilberedes. Det er en styrke. Det er smagfuldt.

Signering af oversætter

Det er især tilfældet i Mordet på kommandanten, der bærer undertitlen ’en idé viser sig’, og det skal egentlig tages bogstaveligt og meningsfyldt, uden at jeg dog her røber sammenhængen. Der er ligeledes spækket med referencer, musisk og litteraturhistorisk. Der er tråde ud til Franz Kafka, til Marcel Proust og til Mozarts Don Juan, en underliggende musisk kilde, der virkelig løber med en heftig understrøm. Jeg kan mærke det.

Haruki Murakami er her trådt ind på et nyt område; portrætmaleri og kunstmaleri. Der dvæles mange gange og meget nuanceret ved malerkunsten, det at formidle indtryk på et hvidt lærred og skabe udtryk derigennem. Og det rammer mig!

Læsning af Mordet på kommandanten

Mange spørgsmål venter på videre uddybning i andet bind, som bærer undertitlen ’en metafor forandrer sig’.

Uhyggen ulmer her i første bind, der tager sig dejligt god tid til at folde sig ud, for der er bestemt ikke travlhed at spore: Hovedpersonen er så dejlig typisk. Han er blevet forladt af sin kone, Yuzu. Han kører rundt og rundt og tænker i rolige bevægelser, vandrer ad erindringens sti, og han føler, at der var tegn på, at de var ved at glide fra hinanden. Der er eksempelvis denne gravalvorlige og temmelig forudsigende snak, hovedpersonen har haft med sin daværende svigerfar. Der er spor. Der er Yuzus dagbog, som jeg til stadighed ærgrer mig over, at jeg ikke fik mulighed for at læse, for hovedpersonen havde ikke nerver til at gå den igennem.

Mordet på kommandanten - bogblogger

Skæbnens hjul drejer, og hovedpersonens liv følger med: Han låner et gammelt hus i bjergene, midt imellem to vejrlig, af en ven. En velkendt nihonga-maler har boet her, og stemningen er der stadig. Hovedpersonen tilskyndes til at male et portræt af Menshiki. Det bliver startskuddet til noget vildt, for her forbindes hovedpersonen pludseligt med noget magisk. Penslen danser hen over lærredet.

Der er en lyd på loftet. Et maleri har gemt sig, og en idé tager form, vokser direkte ud af maleriet.

Så er det mystiske vakt til live.

Læsning i det fri

Skal vi blive i dette murakamiske univers, vil jeg henvise til Kafka på stranden, som vitterligt er den fortælling, jeg synes på sin vis spejler sig i Mordet på kommandanten. Vi er tilbage i det meget mystiske, meget magiske og bevidsthedsoverskridende.

Jeg er vild med det.

Jeg synes, at Murakami viser en flot modighed i denne roman. Tempoet er ikke højt, sætningerne skal læseren gerne smage på, og der bruges dejligt med tid på at beskrive, hvad malerkunsten er for en størrelse, og hvad den kan gøre for den malende og ikke mindst for beskueren. Derudover synes jeg at se, at de altid betydningsfulde scener med kropslig sammensmeltning er blevet tilsat et krydderi: humor!

Jeg er atter vokset som læser og som menneske, for Murakamis værker rækker langt ud og ændrer mig, rokerer rundt med mine indre opstillinger, og intuitivt ved jeg, at dette er storartet.

Det kan i min verden kun gå for langsomt med at give ham den rette anerkendelse for dette forfatterskab, som jeg sådan nyder at lukke lågen op til.

Når jeg læser Murakami, vokser min empatiske muskel, og jeg kommer til at se virkeligheden med andre, mere årvågne øjne.

Tak til Klim og Mette Holm for udgivelsen og oversættelsen.

 

Andre Litteraturlinjer: