Mordet på kommandanten (bog 2)

Haruki Murakami - Bog II - Mordet på kommandanten

Titel: Mordet på kommandanten (bog 2)

Forfatter: Haruki Murakami

Oversættelse: Mette Holm

Forlag: Klim

Sidetal: 448

Udgivelse: 2018

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️✏️

Så skal cirklen sluttes.

Bliver den det?

Den 36-årige portrætmaler er nu særligt optaget af maleriet Mordet på kommandanten. Fundet af det har åbnet en sprække i virkeligheden. Uforståelige hændelser finder sted, og de betyder tilsyneladende mere end først antaget.

Bjælderne ringler atter fra hullet ude i skoven. En idé materialiserer sig og giver portrætmaleren ledetråde at følge. Rejsen kredser om Menshiki, denne mystiske og meget spændende mand på den anden side af bjerget.

Rejsen fører endvidere portrætmaleren til en usandsynlig, men meget mærkbar underverden fyldt med dobbeltmetaforer og strømmende vand. Han må krydse denne verden med positive tanker for at få tingene til at falde på plads og verden til at give lidt mere mening.

Mordet på kommandanten - en metafor forandrer sig

Hvorfor hjemsøger Yuzu ham stadig i tankerne og i særdeleshed i drømme, nu hvor skilsmissepapirerne er skrevet under? Hvor er Marié blevet af? Hvad sker der, hvis han gør hendes portræt færdigt? Og hvad med Komi. Hendes stemme rækker ud efter ham fra de dødes rige.

Hvad betyder det?

Spørgsmål hober sig op, og det er så elementært spændstigt og spændende!

Alt synes umiddelbart at være forbundet på tværs af tid og rum, mens drøm og virkelighed smelter sammen, nutid og fortid går i et – herunder med udblik til attentatforsøg i Wien og massakren i Nanjing. Og så er det her, netop her, sammenligningen med Trækopfuglens krønike kan folde sig ud, for her tager vi også brutalt hul på massakre og fortiet historiefortælling! Det er dét, der gør, at dette værk med rette kan siges at besidde den sande nerve, den absolutte aktualitet og autenticitet.

Mordet på kommandanten - en metafor forandrer sig af Haruki Murakami

Den navnløse hovedperson må slutte cirklen.

En metafor forandrer sig er finalen i den tour-de-force, der blev indledt i bind 1 – en idé viser sig. Her er temaerne ensomhed, krig og kunst malet frem i Murakamis sædvanlige stil, undertiden i en særlig hyldest til Murakamis yndlingsforfattere Scott Fitzgerald, Raymond Chandler, Fjodor Dostojevskij, Franz Kafka og Marcel Proust.

Dette er en tour-de-force, som jeg sent vil glemme, ganske givet aldrig, og den kan i mine øjne måle sig med Kafka på stranden, som er uovertruffen, så særlig, og særligt også med førnævnte Trækopfugl.

I dette bind går hovedpersonen ned, ikke med flaget, men med sig selv, i mørket, ganske efter at han har haft en afgørende tæt kamp med kommandanten, og han bevæger sig over den dødelige flod, tænker vi Styx, tænker vi Charon og tænker vi græsk-romersk anliggende? Sandt. Der er referencer, der blæser til højre og venstre, og der er metaforer og idéer, der viser vej og også forsvinder, fortaber sig i sig selv, og det er altså en mesmerisk læseoplevelse.

Jeg voksede i mit indre, ganske flere tommer.

Mordet på kommandanten - en metafor forandrer sig af Haruki Murakami - oversat af Mette Holm

Jeg skal ikke nævne stort andet, end at den rejse, hovedpersonen kaster sig ud i, tager udgangspunkt i en særlig situation: fra en særlig passage på plejehjemmet, hvor han besøger Tomohiko Amada. Det er et besøg, der samler tråde og spreder dem på ny. Det er et afgørende møde, for alle, for den er omkalfatrende, selv for læseren, og den er ladet med betydning. Færgemanden, der tager imod pingvinamuletten, er urovækkende, og det er så finurligt fint, at vi har hørt direkte om ham i bind I, ganske i prologen. Det er stemningsskabende, det er krydsklippende og bevidsthedsudvidende. Ja, lad mig bare bruge de store gloser, de mange sætninger.

Jeg skal dog ikke gå i detaljer med slutningen, ganske de fire sidste kapitler. Jeg skal blot nævne, at jeg har læst dem adskillige gange, og jeg bliver ganske mere og mere berørt gang for gang, passage for passage, sætning efter sætning, åh, jeg dåner.

Det er smukt, det er rørende, og det minder på sin vis om slutningen af Hardboiled Wonderland og verdens ende, særligt i naturbeskrivelsen. Dog mere fornyende og atypisk originalt i denne fortælling, så ømt, så fint.

Slutningen! Disse fire kapitler. Hvor er det en smuk drejning, han, den kære hr. Murakami, tager dér i sit forfatterskab, der altså snart må præmieres med den kuldsejlede Nobelpris. Hvad rummer den, afslutningen? En øm og særlig hengivelse til kærlighedens flod. Læs den, hop direkte ind i dette værk og glemt dig selv og tid og sted, rum og alt andet.

Haruki Murakami - Bog II - Mordet på kommandanten - en metafor forandrer sig

Nyd det her værk, disse to bind. Læs dem gerne begge i juleferien i familiens skød, og grib livet derefter. Det her er en af de største oplevelser i mit læseliv hidtil.

Sådan!

Og nej, det går ikke nødvendigvis op til sidst, og mange tak for det. De åbne slutninger og de ømme, tomme punkter. Fyld dem ud og tænk videre. Det her fortæller om den skønne litteraturs kraft.

Tak til Forlaget Klim og særligt også til Mette Holm.

 

 

Andre Litteraturlinjer: