Norwegian Wood af Haruki Murakami

Titel: Norwegian Wood

Forfatter: Haruki Murakami

Forlag: Klim

Sidetal: 317

Udgivelse: 2005

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️

Dette er en meget berømt roman.

Norwegian Wood brød igennem lydmuren i hjemlandet Japan, og Haruki Murakami blev omtrent allemandseje – han opnåede kultstatus, og den lettere distancerede forfatter søgte ’tilflugt’ i udlandet.

Det er en ganske realistisk roman, der dog – Murakami kan ikke undslå sig (tak!) – har visse afstikkere til en anden, lidt skjult virkelighed, som giver os visse meddelelser.

Fortælleren – navnløs, som han er – lander som passager i en Boeing 747 i Hamburg Lufthavn i slutningen af 1980’erne, og Beatles-sangen ”Norwegian Wood” flyder ud af højtalerne, og blander sig med stewardessens bløde stemme. Det hele smelter sammen for fortælleren, der straks trækkes med tilbage til en svunden tid.

Toru Watanabe iler i tankerne tilbage til sin ungdom, og han lander på et sted, hvor savnet og sorgen er stor – det gør stadig ondt på ham. Der er tale om en ulykkelig forelskelse i en pige, der ikke befinder sig i denne vores virkelige verden længere.

Atten år tidligere levede Toru et spændende og glædesfyldt liv i studiemiljøet, hvor han fordybede sig i den fængende verdenslitteratur, og hvor han gjorde sig venner med to piger; Midori, som var en sexglad og livsbekræftende pige, som Toru havde mange møder med, og den mere sky og tænksomme samt følelsesfulde og indadvendte pige Naoko, som Toru nærede meget stærke følelser for.

Toru kunne ikke beslutte sig for, hvem han skulle flyve med, og pludselig var de to – på hver deres måde forførende – piger forduftet fra overfladen, og Toru var overladt til ensomheden.

Her er overgangen mellem de murakamiske verdner for alvor udfoldet igennem de seksuelle møder, for i dem sker der noget magisk, noget gnistrende skarpt.

Der er ligeledes spændende beskrivelser af stormtroppen, som Toru mindes at have delt værelse med, og som havde brug for regelrette linjer i sin tilværelse for at kunne hænge sammen, og han bjergtager fortælleren, mindes han, af den ildflue, der flyver rundt i et syltetøjsglas.

Naoko dvæler fortælleren ekstra meget ved, og det er ganske forståeligt, for hun var et umådeligt sårbart individ. Beskrivelsen af hende er meget indfølt og fængende. Der er en dybde på færde her, og hun er det slør, der kastes over fortællingen – en melankolsk stemning folder sig ud.

Toru mindes med forfærdelse, da han havde sex med Naoko. Hun var på daværende tidspunkt jomfru, og hun var særligt sårbar her. Det – kan han ikke slippe – har givetvis fået afgørende betydning for hendes psykiske ve og vel.

Han mindes med ulykke hendes tid på et sanatorium i naturen, hvor han også mødte en ældre dame, Reiko, der kunne fortælle ham videre om de omstændigheder omkring Naokos liv, som han hidtil ikke havde haft adgang til, og det viste sig, at hun rummede en dybde, der kan tage pusten fra enhver.

Det er igennem Reiko, han erfarer, at det går ganske, ganske dårligt for Naoko.

Der er nostalgi og melankoli at spore i denne fortælling, der lavmælt og reflekteret beretter om en tid med afgørende skridt. Det minder i stil og stemning på sin vis om Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår.

 

Andre Litteraturlinjer:

Nøddeskal af Ian McEwan - nye romaner