Haruki Murakami - magisk realismeKender du Trækopfuglens krønike eller Kafka på stranden?

Læs dem, læs dem igen.

Det er nøgler i et farverigt, forførende forfatterskab.

Japanske Haruki Murakami spås til snart at modtage Nobelprisen i litteratur. Om en sådan hæder nogensinde når ham, tvivler jeg på, eftersom Det Svenske Akademi ynder at fremtrække såkaldte komplekse, lettere ukendte kaniner hvert år – og tak for det.

Godt det samme. Murakami skal bestemt nok klare sig uden, dertil har han utallige læsere på tværs af kloden, lige fra Hawaii til Kuala Lumpur. Her i Danmark har han over de seneste år vundet sig ganske mange, og det takket været de exceptionelle oversættelser fra Mette Holms sikre hånd fra japansk til dansk. Gennem hendes favnende og nuancerede arbejde bevares den jazzede og rå tone, som Murakami anvender.

Jazzarten udspringer fra et sted; Murakami, der egentlig læste sig frem i antikkens litteratur på universitetet, lod bøger være bøger og startede Peter Cat, som om dagen fungerede som en kaffebar og om aftenen slog over i en decideret jazzbar med alskens skøn musik fra særligt USA, herunder Miles Davis og Stan Getz som de store forbilleder. Dagene spiste hinanden, og tilfældet ville, at Murakami en skønne dag tog til en baseballkamp, og da indfandt begivenheden sig – han blev ramt, ikke af bolden, men af et klarsyn. Han fik fornemmelsen af, at han burde forsøge sig med at skrive en roman.

På vejen hjem fra stadion købte han sig slet og ret kuglepen og papir, hvorefter han troligt hver aften/nat efter job på bar sad ved køkkenbordet og skrev sig i gang, hvorunder denne jazzede musik satte sig som tydelige spor. Det blev først til Hør vinden synge og sidenhen Flipperspil 1973. Det er de såkaldt ’køkkenbordsromaner’ – nogle fortællinger, Murakami har haft et lettere akavet forhold til, for skønt de gav ham en debutantpris, så han dem mere som startslag i en aktiv forfatterkarriere, der førte i særlige retninger. De slog igennem i hjemlandet, men Murakami modsatte sig oversættelse – indtil for ganske nylig. På baggrund af disse kunne Murakami således hellige sig det nye kald. Under mere koncentration og ro skrev han derpå Hardboiled Wonderland og Verdens ende, og hans navn blev stille og roligt slået fast i verden.

Det hører med til historien, at han i hjemlandet løb ind i om ikke lussinger, så i al fald verbale øretæver. Kritikken gik – ganske vist fra de højlitterære – på, at hans værker simpelthen var for tynd en kop te, at de var for lettilgængelige, uden nerve og særdeles overfladiske.

Jeg kan ikke være mere uenig, og jeg har en bred læserskare med mig i dette udsagn.

Det er kort sagt en oplevelse at åbne forfatterskabet, og glæd dig – forfatterskabet er stort og til at åbne op.

Jeg har nøglen dertil.

Hovedværket må siges at være Trækopfuglens krønike, hvor hovedpersonen, Toru Okada, først forlades af sin elskede kat, Noboru Wataya, og sidenhen skal situationen gentage sig, nu med hans kone Kumiko. Toru Okada kastes derpå ud i det, der må benævnes hans livs krise og en særlig eksistentiel en af slagsen.

Han reflekterer i ro og mag, idet han nyligt er blevet arbejdsløs. Således har han tid til at vandre rundt i nabolaget med en særlig opmærksomhed, hvorved han stifter bekendtskab med Maj Kasahara –  en dødsfikseret gymnasiefreak med noget på hjerte. Han hjemsøges af særdeles virkelighedstro drømme med betydninger. Han bliver detektiven i sit eget liv, og han kæmper for at opklare sagens sammenhæng, uvidende om at det fragter ham til en historie fra 1930’erne og Japans bestialske fremfærd i Manchuriet.

traekopfuglens-kroenike

Det er sandt, der sker meget og i et væld af herlige sekvenser. Der er en østlig mystik og åndelighed over feltet, og det er krydret med vestlige referencer og kultur – et herligt miks. Surrealistiske scener med hverdagsligt trummerum. Det er en dynamisk, fængende baggrund. At det for Toru ender i en udtørret brønd med porøse vægge og en indgang til sindet – det er originalt.

En lignende baggrund gør sig gældende i Kafka på stranden, om end hovedpersonen da er 15-årige Kafka Tamura. Atter er der et tab på færde. Kafka Tamura flygter fra en ødipal spådom, hans far Johnny Walker har påhæftet ham. Han flygter til et fjerntliggende bibliotek, hvor han møder den tvekønnede Oshima. Sammen opbygger de en særegen relation, hvorigennem Kafka Tamura kommer til at se tilværelsen med helt andre øjne. Han søger sig selv og det i et fjernt miljø, udrenset og afskåret fra sit sædvanlige jeg. Han forholder sig tøvende og reflekterende til tilværelsens mange indfald, og han konfererer med sin skygge, med Drengen ved navn Krage.

Samtidig møder vi i et andet spor Nakata, som er kattenes ven. Han kan slet og ret – efter en ulykke ved Risskålsbjerget – tale med katte, hvorfor han er naboens stikirendmand som kattetæmmer. Han mærker et kald, og han tager med en lastbilchauffør rundt i Japan, hvor han undervejs forårsager en sand regn af sardiner og andre udfald. Langsomt snor deres veje sig sammen med Kafkas, og i et afgørende møde flettes deres skæbner sammen. Atter mødes den vestlige kultur med den østlige i et særligt rammende møde, der udsender gnistre, og det rammer.

kafka-paa-stranden

Er Murakami lettilgængelig og for overfladisk?

Næppe, skal mit svar være.

Hans romaner rummer en særlig dybde og vifte af muligheder. Læseren får i rigt mål mulighed for at dykke ned i universet, begrave sig i teksten og fremtrække betydninger. Hver roman fortjener en genlæsning, eftersom det skaber nyere spor at følge.

Romanerne vækker på forunderlig, magisk vis en sælsom trang til refleksion med afstikkere til filosofi og psykologi. Jeg tænker på hans værker dagligt, særligt ovennævnte to, tager dem med mig i min egen eksistentielle meditation.

Du vil møde genkendelige motiver, efterhånden som du åbner hans forfatterskab op; elevatorer, brønde, drømme, samleje og sjælelige sammensmeltninger. Således portaler til en anden verden, der skal spille en rolle i hovedpersonens liv.

Du vil møde referencer til populærkultur såvel som til historie, det være sig litterære værker og musiske meditationer.

Du vil stifte bekendtskab med det faktum, at personligheden hos Murakamis karakterer er skrøbelig, porøs og påvirkelig af hændelser på tværs af tid og tanker.

 

Andre Litteraturlinjer:

Roberto Bolaño - magisk socialrealisme