Litteraturlinjer - soenden-for-graensen-og-vesten-for-solenTitel: Sønden for grænsen og vesten for solen

Forfatter: Haruki Murakami

Forlag: Klim

Sidetal: 218

Udgivelse: 2010

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️

Hajime er hovedperson i denne korte fortælling, der faktisk stritter lidt ud i forfatterskabet, idet den er mere stringent og lineær end de andre af Murakamis fortællinger – ikke at det gør det mindste, for det er skrevet med den velkendte empatiske og følsomme nerve, lidt ligesom Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår.

Hajime er gift med Yukiko, som svømmer i penge, og derfor ser det ud til, at livet er dem særdeles venligt stemt, og der kommer da også døtre til verden. Sammen bor de et lyst og lækkert hus. De har dyre biler, de nyder at fremvise for sultne blikke i byen, og dem er der mange af.

Hajime bestyrer en jazzbar, og han tager ved siden af svømmetag med livet og tankerne, for selvom han nærer stor agtelse for og endda kærlighed til sin kone, og endskønt han har mærkevaretøj rundt på hele sin solide og veltrænede krop, har han tanker, der ender med at få familielivets fryd og gammen til at krakelere – langsomt, men sikkert.

Det hele falder fra hinanden en skøn dag, hvor Shimamoto opsøger ham på hans jazzbar. Det regner, og tankerne tordner derudad.

Faktum er nemlig, at Hajime har været voldsomt besat af Shimamoto siden den unge ungdom, men hun har altid været så ganske uopnåelig.

De tager af sted mod en hytte i et idyllisk miljø, og så kan kærligheden, begæret og de kropslige eskapader ellers bare få lov til at folde sig ud – men pludselig forsvinder Shimamoto, og han kan så absolut ikke finde hende igen.

Ja, kvinder har det i Murakamis forfatterskab med at forsvinde i tågen – det er også på tale i Trækopfuglens Krønike.

Et slør af tåge glider endog forbi Hajime, og han mister fodfæste i sin hidtidige tilværelse.

Det er mystisk, og det er mærværkdigt på en tillokkende måde. Det kan undertiden ikke undgås, at fortælleren også – som Hajime – mister fodfæste og ikke kan få hold på, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion.

Det musiske stykke – ’South of the border, West of the Sun’ – af Nat King Cole skaber dertil den rette stemning.

Sæt den på og læn dig tilbage for en stund at nyde at miste forbindelsen til den virkelighed, du er opslugt af.

 

Andre Litteraturlinjer:

Colson Whitehead og den underjordiske jernbane - litteratursiden