Litteraturlinjer - traekopfuglens-kroenikeTitel: Trækopfuglens Krønike

Forfatter: Haruki Murakami

Forlag: Klim

Sidetal: 635

Udgivelse: 2001

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️✏️

Toru Okada er her vor helt – og han kastes uforvarende ud i en tilstand af tomhed og savn, hvor han må agere detektiv, i eget liv såvel som i et historisk anliggende.

Vi kender denne detektiviske agenda fra mange andre af Murakamis romaner, herunder En vild fårejagt og 1Q84.

Denne roman blev afgørende for Murakamis forfatterskab verden over, eftersom den for alvor satte ham på kortet over berømte forfattere, og han vandt hermed læsere i hobetal.

Indledningsvist er det – typisk markeret – et musisk stykke, der igangsætter denne myriade af en roman.

Hovedpersonen Toru står og tilbereder spaghetti, alt imens han lytter til Rossinis ’Den tyvagtige skade’, og tonerne når ud i hele lejligheden, idet telefonen ringer. Det er en sælsom stemme, der gerne vil stjæle få minutter af Torus tid med en snak om lidenskab og om sex.

Toru undviger i første omgang. I næste sekvens er det Kumiko, Torus kone, der ringer og giver ham en meddelelse, inden den selvsamme særlige stemme med de seksuelle undertoner kontakter ham på ny, og denne gang kan Toru ikke undslippe.

Det bliver et afgørende prik for Toru, som nu indrulleres i en veritabel eftersøgning.

Kumiko forsvinder, og derfor står Toru nu helt alene, eftersom deres kat Noboru Wataya ligeledes har været sporløst forsvundet.

Denne kat er sådan set opkaldt efter Kumikos broder, som Toru har det temmelig stramt med.

Et brev dumper efter nogle uger ind ad brevsprækken, og deri står skrevet, at Kumiko har haft en affære med en anden mand, og hun ser derfor sig nødsaget til at lukke ægteskabet i og trække sig tilbage.

Toru tror det ikke, for han nærer stor tillid til Kumiko, og kærligheden er en sand kraft, man ikke sådan lige skal kimse af. Han kaster sig lettere fortvivlet tilbage i stolen og isolerer sig.

Da får han besøg af flere mennesker, og langsomt er han trukket med ind i en dybere afsøgning af sagerne, betydende at han også investerer med sit eget liv.

Toru er vores fortæller, og derfor får vi flere flashbacks til en tidligere tid. Erindringerne er som en rutsjebane, og Toru glider ned ad den ad flere omgange; Kumikos søster, der ikke kunne mærke smerte og ikke kunne begå selvmord. Noboru Watayas korrumperede forhold til kroppen og kvinder. Kumikos jalousi og medfølgende selvvalgte abort.

Toru begynder at vandre i nabolaget, dels for at holde fast i en slags tryg trummerum og dels for at lytte til den sælsomme fuglelyd fra toppen af et træ.

Han holder udkig efter katten, og derved støder han på Maj Kasahara, en dødsfikseret pige, der har vendt gymnasiet ryggen. Hun arbejder for et firma, der laver toupéer, og de snakker om løst og fast.

Hun er med til at sætte en vej op for Toru.

Langsomt trækkes Toru mod en udtørret brønd i haven, idet han mindes at have fået hæftet en profeti på sig – ganske udsagt af familiens sandsigerske Honda, som Kumiko og Toru hidtil har besøgt. Han skal vogte sig for udtørrede brønde og for vand.

Derefter får han besøg af løjtnant Mamiya, som har et og andet og noget meget grusomt at berette om en tid i Manchuriet under Anden Verdenskrig, hvor lemlæstelser og psykiske slag haglede ned over en lille deling på en hemmelig mission. På forunderlig vis har det noget at gøre med den situation, Toru befinder sig i.

Ydermere får Toru forbindelse til to typer, der har taget sig et særegent navn hver især; Kanel og Muskat.

Den ene er forførende og har styr på en oplevet bestialsk historie fra Anden Verdenskrig, mens den anden har mistet evnen til at tale efter en traumatisk hændelse, der involverer en særlig lyd fra trætoppen – en fugl.

Kampen mellem fortid og nutid er i gang, og Toru kan undervejs ikke undvige tankerne om at isolere sig i den udtørrede brønd, idet han føler sig som et medium, der suger al kraft og betydning til sig, og hvordan skal han få fred derfra?

Han klatrer ned og mærker straks i mørket, hvordan bevidstheden folder sig ud, hvordan tiden ophører med at være en betydende faktor, og hvordan fortidens ansigt viser sig.

Han ender undertiden i en hotellobby, og han finder af uransagelige årsager frem til et værelse, hvor han kan genkende en stemme. Han drages deraf, endskønt det er farligt, for han skal vogte sig for vand.

Samtidig er det en vigtig handling, idet det skaber klangbund hos ham, skaber en sund forbindelse mellem før og nu, og han nærmer sig selv og en dybere forståelse af sagens sammenhæng.

Nærmer han sig måske endog Kumiko?

Læsningen af denne roman er en balancegang. Trækopfuglens krønike er spændt ud mellem magi og realisme, mellem eventyr og faktiske forhold.

Det gør sig også gældende for blandt andet denne lavmælte roman.

Den er spækket med symboler og allegori og med referencer ud til musik såvel som til litteratur.

Der er ikke just tale om en lineær beretning, men om en fortælling, der går på kryds og tværs af sig selv og lader indlagte historier vokse i volumen og betydning.

Hvorom alting er, er Trækopfuglens krønike en nærgående roman, der emmer af fortælleglæde.

 

Andre Litteraturlinjer:

englens-spil