Tørke

Tørke af Jane Harper - People's Press

Titel: Tørke

Forfatter: Jane Harper

Forlag: People’s Press

Sidetal: 400

Udgivelse: 2017

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️

Lad dette være en virkelig varm anbefaling fra første færd, første side – uha, der er fare for at brænde sig på en fængende, knitrende fortælling.

Jane Harper har skrevet en basker af en thriller, en fremragende debut, og det står også tydeligt frem, når det betragtes, at selve manuskriptet blev solgt til filmatisering, og at bogen nu tilmed er solgt til udgivelse i mere end 30 lande – vi er heldige at kunne stikke øjnene dybt ned i handlingen i denne danske udgave, som People’s Press har tilvejebragt – tak for det, tak for anmeldereksemplar tilligemed.

Handlingen: Der er simpelthen tale om en ganske kvælende tørke i Kiewarra, en australsk flække.

Det ser ud til, at varmen har været for meget for en af indbyggerne, Luke Hadler, for han har skudt sin kone, sin søn og så faktisk også sig selv, og det er med stor sorg, at Aaron Falk, Hadlers tidligere meget gode ven, nu må drage til begravelse af familien. Det er samtidig for Aaron et møde med den by, han voksede op i, og som han forlod for tyve år siden. Dengang var han under kraftig beskydning, beskyldt for at have været morder og dræbt sin veninde.

Harper - Tørke

Byen er lille, erindringen er stor og vidtfavnende, og det er ganske tydeligt, at alle indbyggere tydeligt husker, hvad der hændte for så mange år siden, og det skaber jo helt sikkert en meget spændt situation. Da det tilmed viser sig, at der er visse omstændigheder omkring Hadler-familiens død, der peger i andre retninger end på Luke, er der pludselig røre i sumpen, og Aaron kommer på en nærgående opgave, der også trækker på hans eget verdensbillede.

Det er en utrolig intens og medrivende historie, som i og for sig tager udgangspunkt i et tredobbelt drab, hvor Aaron Falk gerne skal have overblikket.

Man kan godt trække en forbindelse til nordic noir, som vi i særdeleshed kender i denne del af Europa, hvor handlingen umiddelbart folder sig ud i et velfungerende velfærdssamfund, og hvor ’mørket’ rammer kollektivt snarere end individorienteret.

Jane Harper anvender sin egen variant – ørkenlandskabet og varmen – og dermed italesætter hun også metaforisk set et sløret syn, hvor læseren straks omsluttes af uvished. Folk i fortællingen forsøger fikst at finde spor, der kan lede frem til opklaring, og der er tilsyneladende mange muligheder, og man bliver da også som læser indhyllet i dette forsøg på at sammenholde perspektiver og sandsynligheder.

Det står helt tydeligt frem, at det faktisk ikke har regnet i to år i Kiewarra, så landskabet er goldt og ikke just indbydende. Der dvæles ved de insekter, der er tilbage, og som metaforisk set også peger i retning af forgængelighed, død og uhygge: Det er edderkopper, der kribler rundt, og der er fluer, der summer, mens pulsen gerne stiger hos læseren, for det kommer meget tæt på. Hvem er morder, og hvordan folder opklaringen sig ud? Det er en klassisk krimigåde, og Jane Harper formår med sit stilsikre greb og til tider lidt lyriske anslag at fange læseren og vise en vej.

Tørke er en gedigen page-turner, og den kan anbefales varmt herfra.

Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar.

 

Andre Litteraturlinjer:

Den sidste tåge & Ligklædt af María Luisa Bombal udgivet af Forlaget SkjødtKrigstrilogi af Agóta Kristof