Drømmen og hjulet

Drømmen og Hjulet Batzer & Co

Titel: Drømmen og hjulet

Forfatter: Jens Bjørneboe

Forlag: Batzer & Co

Sidetal: 265

Udgivelse: 2017

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️✏️

Drømmen og hjulet. Det er romanen, som kan tage pusten fra dig. Det er min overbevisning.

Der er en vis portion fakta med i denne roman. Vi følger Ragnhild Jølsen. Hun var en norsk forfatter, og det er ganske hende, der pryder bogens forside. Hun blev født i 1889 på gården Ekeberg i Enebakk.

Det er vigtigt at have sig for øje, at hun var datter er Holm Jølsen, for han spiller en særlig rolle for hende. Hun gik på sin vis imod ham. Han var en iværksættende type, og han tøvede således ikke med at grundlægge fabrikker, det være sig teglværk, tændstikfabrik og savbrug. Han tænkte stort, drømte sig til økonomisk optur. Ragnhild drømmer også, men på sin måde, og det er lige netop dét, vi får syn for her i denne fine roman.

Undervejs i læsningen går det roligt op for læseren, at det ikke helt kan holde, at Holm er for vild i sin gøren og laden. Han må give op, give fortabt, og det ender hverken værre eller bedre, end at han må affinde sig med at lade gården blive styret af andre hænder, under administration ganske enkelt.

Litteraturlinjer - bogblog

Det vises stærkt, at Ragnhild rummer en splittelse, og det er tankevækkende. Måske var denne splittelse sine steder med til at sende hende ind i mørket. Spørgsmålet er jo netop på denne nærgående baggrund, om det altid går godt, når man trækker sig fra det industrielle samfund og opsøger naturen, henfalder til påkaldelsen af Pan, den hedenske guddom for instinkt, drift og seksualitet, velvidende at det er noget af et opgør med datidens kristne moralkodeks.

Det er så fint, at Ekeberg er det geografiske udgangspunkt i denne fortælling, for det sætter perspektivet i spil.

Der vækkes med andre ord spændende sager til live i denne roman: Der er myter, der er sagn, der er sociale forhold, og der er natur i kamp med by. Det er vildt og nærgående.

Læsning med fjer

Den er fyldt med stemningsfulde billeder.

Særligt besættende er det faktum, at Ragnhild Jølsen døde af en overdosis morfin. Hvordan kan det være? Det spørgsmål runger inderst inde i mig. Hør blot denne fremstilling:

”Hun tog et glas i hånden og gik ind på sit værelse. Så rørte hun stoffet ud i glasset som hun havde fyldt med vand fra karaflen, og drak det hele i en slurk. Hun sank et par gange, så fyldte hun glasset igen, rørte rundt i det og gik ind i stuen med det i hånden. Hun tømte det derinde og ventede lidt før hun gik tilbage igen.”

Derpå følger et afgørende, smukt drømmesyn.

Jeg er solgt!

Sproget er afdæmpet og ligetil. Der er naturtro dialoger og nuancerede karakterer. Det er med andre ord en helstøbt og dyb fortælling.

Som sædvanlig inviterer den læsevenlige skrifttype og den fintskårne bog til litterær nydelse.

Tak til Batzer & Co for at sende mig dette eksemplar til anmeldelse.

 

Andre Litteraturlinjer:

Patrick Modiano - Så du ikke farer vild i kvarteretTrilogien om drengen - Batzer & Co