Jens Blendstrup - fis i kasketten

Det er uvægerligt mavemusklerne, der kommer på arbejde, når man vælger at kaste sig over i gryden af Jens Blendstrups fortællinger.

Kigger man på titlerne, bliver det komiske islæt særligt fremhævet: Luskefisefortællinger, Bombaygryde og Laterna vagina.

Det er såmænd ikke, fordi Jens Blendstrup er en landevejsforfatter, der igennem sit liv har samlet ord i sit net og sat dem sammen til vilkårlige og atypiske sætninger, sådan uden om den ganske almindelige skole. Han har såmænd betrådt universitetets gange, hvor han fra Odense Universitet har en kandidatgrad i litteraturhistorie og historie.

Han tager gerne udgangspunkt i sit eget liv, som han ganske omformer og giver karakteristisk og skarp kant. Således møder vi tit fortællinger fra Risskov, nærmere bestemt et solidt parcelhuskvarter, hvor omdrejningspunktet unægtelig er hr. Uffe, faderen, der agerer psykolog og syg samt særdeles tørstig efter væske med procenter.

Således kan Jens Blendstrup med meget sikker præcision bruge sit eget begreb ’villavejsvidne’ om sig selv som forfatter.

Han beskriver kort og godt disse typisk borgerlige scener, situationer, pinlige episoder og alskens mystik derimellem i sine bøger – man kan som læser genkende det, men vi kommer ikke uden om, at disse hverdagslige, sandfærdige forhold har været en tur rundt i Blendstrups drejebænk på ordværkstedet, hvorved de får en særlig karakter, en humoristisk kant.

Tag for eksempel Bombaygryde, hvor Blendstrup dykker ned i en ung mands liv i parcelhuset, hvor flasker florerer. Leif Balleby, som hovedpersonen hedder, er netop færdig med gymnasiet, og han taber i et slag Matador mod sin far Uff, hvorfor han skal rejse til Almegårds Kaserne for at aftjene sin værnepligt. Splittet mellem hjem og kaserne følger vi Leif og hans rejse frem til sit eget ståsted i livet.

Dette er en roman, og det er atypisk for Blendstrup, idet han hidtil har sværget til kortform og slående fortællinger.

Jens Blendstrup anvender med stor succes afgrænsede beretninger, hvor det er tydeligt, at humor, energi og karikaturer sat på spidsen får lov at udfolde sig. Det ses her.

Yderligere har Blendstrup betrådt performance-vejen, hvor han på særegen vis og med et band i baggrunden læser op og skaber stemning, og det er et blik værd, et ekstra perspektiv og rum i forfatterskabet.

Denne udfoldelse går under navnet ”Frodegruppen 40”.

 

Andre Litteraturlinjer:

Lars Saabye Christensen - Halvbroderen