Mus og mænd

Mus og mænd

Titel: Mus og mænd

Forfatter: John Steinbeck

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Sidetal: 144

Udgivelse: 2018

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️✏️

Lennie og George er makkerparret, der mere eller mindre formålsløst flakker fra nord mod syd, og de påtager sig små hverv i virkelighedens hårde høst, om end Lennie drømmer om at være den gode mand, der passer kaniner og er god mod hvalpe. George er en anden type, af en anden støbning, og det er en fremragende fin dynamik i denne fantastiske fortælling, der for alvor har stjernestatus.

Den er så skarp, så koncis, for pokker! George vil tjene penge og nærme sig friheden dermed. Det er disse to drømme i en tæt forening, der kører som en underliggende strøm i de to bevidstheder, den ene mere sandet til end den anden, for Lennie er ikke ‘lys’, som George pointerer flere gange, og han skal da også ofte minde Lennie om, at han ‘ikke skal sige et muk’, for ellers opdager folk omkring dem, hvem de egentlig er, og så glipper muligheden for at tjene penge og købe sig til frihed.

Litteraturlinjer

Vi er i Californien under depressionen i 1930’erne. Den store, brølstærke Lennie vandrer undertiden et par skridt efter George, denne lille og kvikke mand. De når frem til en ranch, og George sikrer dem arbejde. Planen er soleklar, varmen er bagende hård, og det er måske den, der stiger Lennie til hovedet, for han forpurrer foretagendet, faktisk! George vil holde planen hemmelig – dette med, at de skal tjene penge og finde et sted at slå sig ned, i naturen, fri af samfundets stride lænker, og Lennie forstår motivet, men han kan ikke holde sætningerne inde, for de presser så gevaldigt på. Det er her, Curley træder ind og ser sig sur på Lennie, og Curleys kone følger et øjeblik efter og ser sig lettere lun på alle de kabalespillende mænd, og det er her, det fatale øjeblik rammes, for læseren kan øjeblikkeligt se, at det her er et afgørende moment, for pokker.

Curley skal man ikke flette fingre med. Derfra udvikler historien sig mod det endelige slutpunkt. Og den tager gevaldige drejninger i korte seancer. For selvom det bliver ganske synligt, hvor vi bevæger os hen, og hvem der er aktøren, er det stadig hjertegribende at læse. Det er sørgmodigt, men stadig med en utrolig varme og underspillet humor, og det er netop Steinbecks kendetegn, ganske udfoldet mere ordrigt i Vredens druer. Her er det dog skrevet med en fremragende præcision, som hos mig gør lige så stort indtryk.

 

Jeg sad i går ved søen her i Langå og læste på livet løs, og slutningen tog jeg i skoven, naturligt mærket af forholdet her. Jeg forstår, det er en klassiker! Hermed en opfordring. Den er udgivet tilbage i 1937, men for hulan da; den holder til fulde, og jeg er ikke færdig med den, for genlæsningen kalder allerede på mig, for der er nuancer og forhold, jeg vil gå nærmere efter, især scenen, hvor det for alvor bliver fatalt: Lennie sidder i hø til halsen, idet han lidt for hårdhændet har nusset en hundehvalp, og han ved, at det er galt, men han kan ikke sådan uden videre komme videre.

Her høster han muligheden for at fortælle Curleys kone om det skete, og han kommer for skade at bryde en af de mange sociale spilleregler, uden at han dog kender til sin ’forbrydelse’. Curley skriger, og han vil bare bringe alt til ro igen, ikke noget postyr, uh, hans tanker summer, stikker og siger ting til ham, han i den bedste verden havde overhørt.

Mange tak til Lindhardt og Ringhof for at sende mig den til anmeldelse.

 

Andre Litteraturlinjer: