Almen teori om glemsel

Almen teori om glemsel

Titel: Almen teori om glemsel

Forfatter: José Eduardo Agalusa

Forlag: Batzer & Co

Sidetal: 280

Udgivelse: 2018

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️

Selve billedet af en due, der flyver rundt med beskeder og diamanter, er inciterende. Når udgangspunktet har direkte forbindelse til Angolas uafhængighed, ser jeg muligheder for en særlig dybde. Idet jeg endog ved, at situationen har autentisk aktualitet, er jeg for alvor nysgerrig, når Agalusa i sit forord skriver: ”På de følgende sider har jeg brugt mange af hendes egne udsagn. Men det du kommer til at læse er fiktion. Ren fiktion.”

Der er en kraft i denne roman – som hænger ved – og jeg glemmer ikke sådan lige denne sag, som faktisk også modtog International Dublin Literary Award 2017.

Litteraturlinjer

Hvad er vi ude i her?

Almen teori om glemsel handler mestendels om Ludovica Fernandes Mano, som på aftenen for Angolas uafhængighed murer sig inde i lejligheden. Her rokker hun sig ikke sådan ud af stedet, allerhøjst op på tagterrassen for at finde noget at spise.

Det er netop heroppe, hun dyrker grøntsager, og det er minsandten også her, hun fanger duer, for på et tidspunkt er det sikkert og vist, at hun også har brug for protein for i det mindste at kunne opretholde en form for stækket liv, distanceret og tilbagetrukket som det er. Hun har i et meget løjerligt indfald faktisk også fået fat i fem høns. Hør blot her:

”Hun bøjede sig ud ad vinduet og sænkede en snor ned med en løkke til terrassen på 10 A. Efter et kvarters tid lykkedes det hende at få løkken rundt om halsen på en kæmpestor, sort hane. Hun huggede til og hejste den hurtigt op.”

Det viser sig, at den stadig lever, og hun fanger flere, får herved en hønsegård på taget. Dagene slæber sig af sted, og det eneste selskab, hun har, viser sig i skikkelse af en albinohvid størrelse med poter – schæferhunden Spøgelse.

Det lyder hyggeligt, men sulten er stikkende:

”Så kom sulten. I uger, lange som måneder, spiste Ludo knap nok noget selv. Hun fodrede Spøgelse med grød af hvedemel. Nat og dag smeltede sammen. Hun vågnede og så hunden stirre forventningsfuldt på hende. Hun faldt i søvn og mærkede dens hede ånde. Hun gik ud i køkkenet og hentede en kniv, den med det længste, skarpeste blad og gik med den under bæltet som et sværd. Det skete også at hun bøjede sig over hunden mens den sov. Flere gange lagde hun kniven mod dens hals.”

I så direkte en sproglig tilgang males et billede af en kvinde, der virkelig ikke er vild med verden, men det viser sig med al tydelighed, at hun ikke sådan kan ’glemme’ sine omgivelser, for pludselig begynder den at stikke til hende.

Fjerpen - Martin Rytter Handberg

I lang tid er der stilstand. Der sker med andre ord ikke det store. Det vidner et af flere udpluk af Ludos dagbog om:

”I dag er der ikke sket noget. Jeg sov. Mens jeg sov drømte jeg at jeg sov.”

Det er den 23. februar. Her har hun stadig papir foran sig, og sidenhen må hun tage væggene i brug, for tanker skal hun have afløb for.

Pludselig er der en due for fødderne af hende dér på terrassen, og den har en besked, hun ikke skulle have haft – skrevet med lilla blæk:

”I morgen. Kl. seks, sædvanlige sted. Vær meget forsigtig. Elsker dig.”

Denne sætning kunne hun selvsagt have ladet flyve bort, men den hænger ved, summer hos hende.

Det er egentlig meget spændende at læse om denne kvinde. Det er stilistisk skarpt at bruge hende som en slags stilstand, hvorom alting kan eksplodere, uden at hun rammes. Hun er en klippe, uvidende om de kampe, på sin vis, for ganske sikkert kan hun se dem, der finder sted ude på gaden, som langsomt forvandler sig til en sø, fyldt med flakkende folk, men hun lukker dog af.

Handlingstrådene kastes endda længere ud og filtrerer sig frem til afgørende punkter. Således hører vi i brudstykker om den meget magtfulde Monte, der jager de mennesker, han og systemet så langt fra bryder sig om. Her er Lille Høvding udset og udsat. Han får også – i en sulten tilstand – øje på duen med beskeden, og dermed er forbindelsen til Ludo knyttet i det tilslørede vildnis af kampe fraktionerne imellem dér i byen.

Sol og læsning

Det, han også får fingre i, er de diamanter, duen har fået tilranet sig. Han kan da købe sig til frihed. Der er tilmed Jeremias, der får kappet stemmebåndet over, og han kan pludselig ikke give udtryk for sine indtryk. Hvilken udmarvende lidelse i dette tilfælde, hvor Angola skal finde sig selv!

Der er Sabalu, som klatrer op ad stilladset foran Ludos lejlighed, og han skulle egentlig stjæle genstande med henblik på egen fortjeneste. Dog falder han – i ren og skær forbløffelse – over en kvinde, som har brug for en håndsrækning.

Sabalu og Ludo finder en vej sammen, og pludselig går alle de mange tråde i handlingen op – knuden knyttes.

Det er altså en meget inspirerende læseoplevelse, som for alvor i mit perspektiv får sat Angola og den ellers temmelig glemte historie om denne tid på hukommelseskortet, og blandt andet derfor er den et læseøjeblik værd.

De korte kapitler afløser rask væk hinanden, og pludselig er man som læser vævet ind i handlingen, mærket og oplyst. Jeg er derudover glad for den skrivestil, Agalusa har gjort brug af. Den er meget direkte og undertiden brutal, om end den ej er blottet for empati og varme.

Læs den!

Mange tak til Batzer & Co for at sende mig den til anmeldelse.

 

Andre Litteraturlinjer: