Uendelige verden - Ken Follett - litteratursiden - litteraturlinjer

Titel: Uendelige verden

Forfatter: Ken Follett

Forlag: Cicero

Sidetal: 1065

Udgivelse: 2010

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️

Efterfølgeren til Jordens søjler sætter atter skub i de dramatiske perspektiver, Kingsbridge er omgærdet af.

Vi er hoppet videre fra 1100-tallet, idet vi nu støder ind i 1300-tallets England, hvor katedralen i Kingsbridge endnu en gang er i centrum.

Det altoverskyggende i denne store roman er pesten, som rammer alle mennesker, og som er så utrolig svær at få bugt med.

Vi smides direkte ind i 1327, hvor der nu er omtrent 7000 borgere i Kingsbridge. Der er dog et problem: Den nye prior er en konservativ herre, som holder ganske meget fast i sin magt, og som derfor trumfer byens borgere.

Vi stifter indledningsvis bekendtskab med Merthin og Ralph, som er sønner af Sir Gerald. Disse to sønner opdrages til at se stort på almindelig pli, idet deres mission er at genrejse den status, Gerald havde, før han blev ydmyget.

Vi møder Gwenda, som er datter af tyven Joby. Hun oplæres til at stjæle i al ubemærkethed og i det helligste, nemlig til messe.

Og vi træffer Caris, som er datter af Edmund Wooler, byens oldermand.

Uendelige verden - læs Follett

Disse fire børn ramler tilfældigt ind i hinanden og bliver i skoven vidne til noget afgørende, som skal holde dem i spænd i tredive år. De overværer to drab, og flugten tager de straks – dog med undtagelse af Merthin, som ender med at hjælpe en skadet person. Det er Sir Thomas, og Merthin får kendskab til historien bag drabene. Det drejer sig om et brev, der rummer en utrolig sandhed og endog usigelig hemmelighed. Merthin får derpå klare instrukser, der går på, at der udelukkende er ét tidspunkt, hvor brevet skal findes frem.

De fire børn bliver involveret i hinandens liv over en lang årrække, og det er ikke altid med det positivt fortegn, faktisk er det snarere det modsatte, for det er barske vilkår, hvor det ikke altid er næstekærlighed, der er fremherskende.

Intrigerne og magtkampene, som vi kender fra Jordens søjler, fortsætter ufortrødent i denne efterfølger, og et væsentligt punkt må siges at være priorvalget, hvor det ikke skorter på snyd og humbug.

Pesten rider ind over Kingsbridge og tager utallige med sig videre til dødsriget, indtil Caris træder til og trækker i en ren retning, hvorunder pesten fortrækker sig.

Det klarer op i Kingsbridge, og man er som læser utrolig godt hjulpet af det stamtræ, der forefindes i bogen. Det rækker tilbage til Jordens søjler og til Tom Bygmester.

Der er nævenyttige karakterer, og der er indadvendte typer, hvor Kingsbridge atter bliver en sand historisk smeltedigel.

Det er en stor læseoplevelse! Og du kan da straks kaste dig over nummer tre i rækken: Den evige ild.

 

Andre Litteraturlinjer:

En dødsnat af Bregendahl - Litteraturlinjer