Anna Karenina

Anna Karenina - anmeldelse

Titel: Anna Karenina

Forfatter: Leo Tolstoj

Oversættelse: Marie Tetzlaff

Forlag: Gyldendal

Sidetal: 952

Udgivelse: 2018

Blyantsbedømmelse:✏️✏️✏️✏️✏️

”Alle lykkelige familier ligner hinanden, hver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde.”

Det er sådan, ganske mundret, denne fortælling indledes. Og det er i sandhed en opsummering, der basker, og den blafrer, lægger sig som stille musik i sætningen og i læserens bevidsthed undervejs, så fremragende.

Dette er en nyoversættelse af dette digre, drabeligt inspirerende storværk, som Leo Tolstoj er manden bag, og hvilken bedrift, må jeg sige, virkelig – fortælling såvel som oversættelse, sikken kraftanstrengelse!

For det første er der noget elementært spændende over måden, fortællingen folder sig ud, og der er disse modpoler, disse kulturelle spidsfindigheder, som læseren straks lader sig suge ind i – ganske at ramme epicentret i en omkalfatrende fornøjelse. Denne læseoplevelse er vild, virkelig vild og fascinerende.

Litteraturlinjer

Det får med andre ord konsekvenser for dig som læser, må jeg fremhæve, og jeg kan nu ikke rigtig forstå, at jeg har været så mange år om at danse omkring den, taget tilløb til at gå om bord.

Det er ganske mange sider, der fylder for læseren, det er sikkert, men det er ikke en side for meget, snarere for lidt, for jeg husker hver en sætning (næppe). Stemningen er fremragende sat – i al fald, og den vækker til stadighed genklang.

Rusland. 1800-tallet. Kampen om kærlighed og det sømmelige liv. Anna falder pladask for officeren Vronskij, og straks har vi miseren; utroskab, opløsning af ægteskab og følgelig familie, sygdom og begær i skønt beskrevet forening.

Sidste bind

Anna Karenina og Vronskij kaster sig ud på dybt vand, kan knap bunde, og familien sejler, alt farer forvildet omkring, og fortvivlelsen afløser fascinationen. Frustrationen stikker dybt, så dybt, at slutningen er …

Den skal ikke beskrives her. Den er mageløs … grum!

Det, der sådan fænger, er beskrivelserne af miljøet på denne tid, og det er i særdeleshed de psykologiske perspektiver, disse indre mekanismer, der lader mig sidde tilbage med meget åben mund og store øjne, argh! Hvor er det vildt. De russiske mestre, skakmat er jeg sat, ganske givet, ganske enkelt.

Læsning i det fri

Det er vist sådan, Leo Tolstoj selv havde en lignende fortælling tæt inde på kroppen i sin tid, da han var ved at skrive et stort værk om Peter den Store. En ven, der tilsyneladende oplever noget lignende det fortalte i Anna Karenina, og han kan ikke sådan undslippe kærligheden. Så, at denne fortælling, fiktionsbaseret, som den er, har en autentisk nerve. Så befæstende.

Tak til Marie Tetzslaff for en eminent oversættelse og tak til Forlaget Gyldendal for at sende mig denne til anmeldelse.

 

Andre Litteraturlinjer:

De vilde detektiver - Roberto Bolaño - Litteraturlinjer.jpegCésar Aira - Spøgelserne - Tiderne Skifter - Litteraturlinjer