Den sidste tåge & Ligklædt

Den sidste tåge & Ligklædt

Titel: Den sidste tåge & Ligklædt

Forfatter: María Luisa Bombal

Forlag: Skjødt

Sidetal: 139

Udgivelse: 2015

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️

Jeg sværmer for spansksproget litteratur, sådan er det bar. Derfor er det også forbundet med en stor fryd at vide, at Forlaget Skjødt er på nuanceret og fin jagt efter titler på spansk, det være sig nye såvel som ældre.

Denne anmeldelse drejer sig om María Luisa Bombals to kortromaner Den sidste tåge samt Ligklædt, førstnævnte er fra 1935, mens Ligklædt så dagens lys i 1938. Liv Camilla Skjødt har selv oversat de to størrelser, og jeg formoder, at det har været noget af et arbejde at indfange dels det sproglige og dels også de stemningsfulde og syrlige billeder, som Bombals skrift er fyldt med.

Mariá Luisa Bombal var en chilensk forfatter, der levede mellem 1910 og 1980, og hun var bestemt ikke et stille gemyt, så langt fra. Det vidner hendes selvmordsforsøg blandt andet om, og det udsprang af en gedigen kærlighedssorg, som faktisk også fik hende i fængsel, eftersom hun også forsøgte at myrde genstanden (manden) for sorgen, efter sigende.

Hun bevægede sig gerne i de litterære kredse, og hun var gode venner med den store argentiner Jorge Luis Borges foruden Pablo Neruda, som hver især priste sig lykkelige for at kende til hende og til hendes fortællinger, som dog i det lidt bornerte hjemland var noget til en side, ligesom hun selv var, eftersom hun blev kritiseret og vakte afsky med sine erotiske fortællinger og hang til udsvævende bohemeliv.

Den sidste tåge & Ligklædt gør indtryk på mig og mine læselystne øjne, hver på sin måde.

I Ligklædt møder vi en fortæller, der befinder sig på sit dødsleje, hvorfra hun med et ligklæde om kroppen er i stand til stadig at tænke, føle og høre. Ja, hun kan endda også erindre, og således – gennem de besøgendes nærvær – får vi oprullet hendes baggrundshistorie, hendes afgørende livspunkter, lige indtil kisten sænkes ned i graven. Vi møder Ricardo. Han svigtede hende på det grummeste. Hun ender dog med at kunne tilgive ham, nu hvor døden og graven banker på så eftertrykkeligt på. Der er Antonio, som hun endte med at elske, men desværre for sent. Vi træffer sønnerne og den gudeskønne svigerdatter, som har den hæmsko ved sig, at man uvilkårligt forelsker sig i hende, hvilket volder mange herrer diverse kvaler.

I Den sidste tåge møder vi også en sansende kvinde, der lever i et frugtesløst og ikke mindst ulidenskabeligt ægteskab, hvor hun derfor fyldes med en indre følelse, der undertiden stormer rundt og får hende til at agere atypisk for det kvindelige køn i Sydamerika. Hun møder en nat, hvor hun vandrer rundt i gaderne, en mand, og dette møde har hun svært ved at slippe. Det støtter hun sig til i en meget sanselig og berusende skrift, som sine steder sløres og fortættes i særlige billeder.

Martin Rytter Handberg - boganmeldelse - litteraturlinjer

Det er i sandhed en frustreret kvinde, der ikke har haft held med at finde glæde i det ægteskab, hun har været ’fanget’ i. Hun har mest af alt været som et møbel for manden. Hun husker en elsker, hun havde, og disse erindringer trækker hende med ad mange stier hen, og hun forestiller sig ofte, at han betragter hende i det skjulte, og snart findes forvirringen om, hvad der er sandfærdige situationer, og hvad der er surreelle manifestationer formidlet af fascinationskraften.

Er det originalt? Ganske meget! Der er en kraft, en saft og en særlig sanselighed i skriften. María Luisa Bombal er ikke bombastisk (kunne ikke dy mig), men meget lavmælt og alligevel kraftfuld. Der er et indestængt begær, der ulmer lige under overfladen i skriften.

 

Andre Litteraturlinjer:

Vegetaren - Han Kang - Gyldendal - LitteraturlinjerEn dødsnat - Marie Bregendahl - Gladiator - Litteraturlinjer