Blandt de unge og I fest og trængsler - Gladiator - Litteraturlinjer

Titel: Blandt de unge & I fest og trængsler 

Forfatter: Marie Bregendahl

Forlag: Gladiator

Sidetal: 536

Udgivelse: 2017

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️

Tak til Forlaget Gladiator for med nærværende to fortællinger at følge op på En dødsnat og ”Ved Lars Skrædders Sygeseng”.

Først gælder det Blandt de unge, og dernæst rammer vi I fest og trængsler. Disse to romaner hører på sin vis sammen i en fortættet læsning.

Igen vises det, at det er kvinder, der er det egentlige omdrejningspunkt for Marie Bregendahl. Det hører dog med til historien, at de undertiden træder skyggeagtigt frem, idet der er en særlig fortællerstemme på færde i historierne.

Her i disse tvillingeromaner møder vi Martha og Else. Atter er der et fortællermæssigt kneb at spore i disse fortællinger, for fortælleren er ikke i direkte kontakt med de kvinder, fortællingen handler om; der skabes en distance. Der er dog en sammenhæng fortællingerne imellem. Vi møder Lise, som vi stiftede bekendtskab med i En dødsnat. Hun er veninde med Else. Else er forelsket i Christian Mollerup, men det går hende ilde, for forelskelsen ender med, at hun vender vrangen ud på sig selv og kommer for skade at tage et liv. Martha gifter sig med Iver, endskønt han ikke har det bedste omdømme der i egnen. Martha gifter sig dermed ind i fattigdom, som også deres to drenge fødes ind til. Det skal sidenhen vise sig, at hun har svært ved at forlige sig med sin livsførelse og ønsker sig andre græsgange. Hun findes i Mølleåen, og folk taler om selvmord, men hvorfor? Hun havde det hele. Hun havde et godt liv og en god familie. Man begynder stille og roligt at anklage Iver for, at Martha ikke bød tilværelsen og livet velkommen. Har han skyld i hendes død?

Hos fortælleren vises et spor, som man som læser kan vandre ad, for det fremkommer, at der undertiden er noget med, at sindet ikke sådan lige kan forankres og begrænses. Hos disse kvinder skubber det sig i al fald i nye retninger.

Der er noget sært skæbnetungt og tankevækkende på færde i disse sammenhængende fortællinger, og det er en tematik, som gør sig gældende hos Marie Bregendahl.

Sandalserien Gladiator

Således flytter Else pludseligt til Viborg, idet hun har en brændende lyst til at lære at sy, men egentlig har hun vel også meget lyst til at være tæt på Christian Mollerup?

Dette er et festskrift for det psykologiske, afdæmpede portræt, som Marie Bregendahl mestrer til perfektion, samtidig med at der dvæles for den daglige dont og tingenes detaljer i en rolig tone. Der er på ingen måde hastværk over sagerne her, og det er dét, man skal købe som læser, for har man travlt, keder man sig bravt.

Tak for anmeldereksemplar til Forlaget Gladiator.

 

Andre Litteraturlinjer:

Blog om bøger