Persepolis

Persepolis

Titel: Persepolis – min iranske barndom

Forfatter: Marjane Satrapi

Forlag: Cobolt

Sidetal: 159

Udgivelse: 2010

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️

Lad det stå klart: Det er en brutal (på sin vis) grafisk roman, der bliver anmeldt i særlige sætninger her. Romanen er holdt i sorte og hvide streger, og det er tankevækkende, særligt når handlingen trækkes med ind i refleksionen, og jeg skal gerne sige, at jeg har reflekteret meget over dette værk – det beder det på sin egen måde om, vil jeg sige.

Der er tale om en selvbiografisk roman, hvor Marjane Satrapi tegner/skriver om at vokse op i Iran, og hendes virkemidler er stærke, sådan er det bare.

Hun beskriver med fængende tegninger, hvordan det er at være barn i Iran på dette tidspunkt. Hun er datter af et ægtepar, der brænder for det politiske, og det er en marxistisk tilgang, de nærer. Hendes familie har slægtled, der rækker ud efter og rammer en af Persiens sidste kejsere. Vi ser tingene igennem barnets øjne, og vi ser derved, hvordan piske straffe, fængslinger og tortur er en del af en voldsom hverdag.

Det er dog vigtigt at fastslå, at der er andet end blot ekstremisme og fundamentalise i landet, og det virker til, at det er virket for dette værk, for Marjane Satrapi har udtalt, at hun ville give et mere nuanceret billede af Iran, hvor der ganske rigtigt er modbydelige mennesker, men der er også mange gode. Det er ikke så sort, som de vestlige medier gerne melder. Der er sammenhold, og der er lege på kryds og tværs, varme og glæde, og det er en fryd at læse.

Der er historie for alle – for man får i sandhed et indblik i, hvad det vil sige at vokse op i Iran i denne tid.

I dette værk er det således begivenhederne under og efter shahstyrets fald og den islamiske revolution, der præsenteres, hvor det i bind to, Teheran tur-retur er krigen med Irak, der skildres.

Det er tankevækkende, hvordan romanen her indledes: På de første tegninger ses en gruppe piger. De sidder på skolebænkene, og de er ikke just tilfredse, kan man se, med at bære tørklæder, men der er dog desværre for dem ingen vej ud, for det er blevet lovpligtigt for dem at bære dem. I skolegården kan man bruge dem til at lege diverse sager, blandt andet henrettelse. Det er vildt og voldsomt. Det er også humoristisk.

Mange tak til forlaget Cobolt for at sende mig denne grafiske roman til anmeldelse.

 

Andre Litteraturlinjer:

Træernes privatlivBonsai af Alejandro Zambra