Nord

Merethe Lindstrøm - Nord

Titel: Nord

Forfatter: Merethe Lindstrøm

Oversættelse: Anders Juel Michelsen

Forlag: Gyldendal

Sidetal: 216

Udgivelse: 2019

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️

For et par år siden læste jeg Fra vinterarkiverne af den norske forfatter Merethe Lindstrøm, tilsendt af forlaget, og jeg må sige, at den slog benene væk under mig; ganske var det sproget, der fængede og satte tankerne i gang. Jeg ihukommer situationen, hvor jeg sad i stolen og læste om et meget spidsbelastet forhold, idet psykisk sygdom var en betydende faktor, samtidig med at jeg selv sad og ventede, at min hustru skulle nedkomme med vores første søn.

En særlig situation. Et utroligt poetisk øjeblik for mig, særligt fastholdt i det sprog, Merethe Lindstrøm skriver i. Det gjorde sandelig indtryk.

Nu sidder jeg her så igen – atter med en roman af hende, atter ventende en søn.

Denne gang drejer det sig om Nord. Det er ligeledes en kuldslået kanonoplevelse, en kraftfuld affære, og der er disse dystopiske toner, slået an fra starten.

Planter i ruden

Det er en syttenårig dreng, der er i centrum for handlingen. Han er sig selv, forladt, han er på vandring, undervejs med sig selv, fanget i et forhold, for verden er af lave, det går galt, gør det ikke?

Han er på vej nordpå. Hvorfor?

Han taler med sig selv, og ensomheden samt uhyggen rykker langsomt tættere og tættere på. Det er decideret uhyggeligt, ganske enkelt. Han kan således komme i kontakt med sig selv, den side af sig selv, han kalder for Jol.

Han møder en yngre dreng. Er han fysisk til stede, denne gang? De tager sig sammen af en pige, hende støder de på, og noget alfaderligt går op i dem. Der er hemmeligheder, der fylder dem, og de kan ikke sådan lige folde dem ud, for det er farligt.

Hvad er på færde?

Det er ikke sådan uden videre præciseret, men der er sket noget, og det er ikke forkert, hvis du ender med at tænke på Vejen af Cormac McCarthy, for det er i den dur, min kære læser.

Det er skrevet i et eminent sprog, med en poetisk præcision.

Mange tak til Forlaget Gyldendal for at sende mig denne til anmeldelse.

⤵️

Andre Litteraturlinjer: