Mænds hjerter

Mænds hjerter

Titel: Mænds hjerter

Forfatter: Nickolas Butler

Forlag: Klim

Sidetal: 407

Udgivelse: 2018

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️

Vi kender Nickolas Butler fra Shotgun Lovesongs, hvor det er mænd, der er i centrum.

Her var det, at vi fik lejlighed til at kaste os selv (overført) ud i den vilde natur i Wisconsin, og det var også her, vi i en slags velsignelse fik hilst på Justin Vernon i fiktiv forstand, vores gode Bon Iver, som Nickolas Butler som bekendt gik i High School med.

Disse lettere selvbiografiske spor fortsætte i denne roman, må jeg med glæde konstatere.

Vi hilser nu på ny med glæde på Butler i denne Mænds hjerter. Her er temaet igen mænds kærlighed og følelsesliv. Det er i særlig grad spejderlivet, spejderbevægelsen, der er udslagsgivende og handlingsigangsættende i denne roman.

Der knytter sig lidt baggrundsviden til romanen her. Butler fortæller nemlig, at han på sin tur rundt for at promovere Shotgun Lovesongs sad i et fly og faldt i snak med en ældre herre, og at snakken foldede sig meget fint ud. Spørgsmålet kom til, hvad Butler så sad og skrev på nu for tiden, og han svarede meget direkte, at ”jeg er ved at få styr på de tanker, der drejer sig om min far og en særlig middag.”

Derpå døde samtalen helt. Da flyet landede slog herren fast, at han skulle tage det roligt i sin behandling af sin far, at han skulle behandle ham med respekt. Det råd tog Butler til sig. Han har ganske vist scenen med i sin roman. Det er en scene, hvor Jonathan Quick tager sin søn med sig på en dinner, og Trevor, sønnen og en af hovedpersonerne, møder her pludseligt farens elsker; han anede ikke, at en sådan eksisterede. Jonathan bruger lang tid på at forklare ham, at sex og sjov længe ikke havde været en del af det ægteskab, han boede i med Trevors mor, og han slår endda fast, at Trevor skal vogte sig for den kæreste, han har for tiden, for hun ender nok også med at snyde ham.

Sådan skydes handlingen i gang – for det er herfra, det tager fart.

Vi katapulteres igen tilbage til den vilde natur, der eksisterer i Wisconsin. Dog er der her visse spring, idet vi rammer forskellige tidspunkter.

Mænds hjerter af Nickolas Butler

Vi indleder rejsen i 1962, hvor drenge samles på spejderlejr. Vi stifter bekendtskab med Nelson Doughty. Han er offer for drengestreger, han er ganske enkelt en outsider. Han bliver dog her i 1962 venner med Jonathan Quick, som er lejrens mest feterede fyr. Disse to forbliver venner op igennem de mange år, der kommer, men det skal vise sig, at deres liv ikke mimer hinanden, så langt fra. De er virkelig forskellige. Nelson bliver mere og mere isoleret og ganske ensom, for Vietnamkrigen har mærket ham, mens Jonathan har et noget mere udsvævende og vildt liv, med skilsmisse og hårdt arbejde.

Nelson opnår dog at blive spejderleder, og han afholder en spejderlejr, hvor blandt andre Jonathans barnebarn deltager. Der sker dog et og andet, som ikke skal nævnes her, men som får afgørende betydning for alle involverede parter.

Vi bevæger os på panoramisk vis fra årti til årti, lige fra den første spejderlejr i 1962 og frem til 2019, delt op i tre dele, og det er således i sidste del, der sker noget spændingsskabende særligt. Hvert årti behandler tidens temaer, politiske og kulturelle, og hvert årti rummer sine egne karakterer, som vi så følger i et meget afdæmpet, men detaljeret sprog.

Det er fængende, må jeg sige.

Mange tak til forlaget Klim for at sende mig dette eksemplar til anmeldelse.

 

Andre Litteraturlinjer: