litteraturlinjer-den-sorte-bog

Titel: Den sorte bog

Forfatter: Orhan Pamuk

Forlag: Gyldendal

Sidetal: 467

Udgivelse: 1996

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️✏️

Indledningen af Den sorte bog er mageløs – sådan er det!

Galip, som for så vidt er hovedpersonen, udtaler bramfrit, at den eneste krimi, han kan finde overskud og lyst til at læse, er den, hvor selv forfatteren ikke ved, hvem morderen er.

Således er romanen skudt i gang – og det er netop en sådan ønsket krimi.

Faktisk vågner Galip op i sin lejlighed og bliver slået af den ensomhed, der kryber ned ad væggene og slår imod ham. Han fantaserer – og det skal vise sig, at han er særdeles ferm til det; ganske i en sådan grad, at læseren kommer i tvivl om, hvad der er reelt, og hvad der er illusion. Han forestiller sig, at han kryber ud af sin egen krop, at han slet og ret tager fat i sin identiet og trækker den i en anden retning og ind i en anden krop, som sådan cirka på samme måde som når en hånd glider ind i en handske.

Galip har været dybt forelsket i Rüya – det er han sådan set stadig, men nu er han mutters alene, forladt og med en hang til at søge efter sin kone, og derfra kastes han ud i en vandring rundt i Istanbuls gader og på en vandring gennem sit sind.

Ganske som vi kender det fra Toru Okada!

Galip kaster sig ud i en undersøgelse af fortiden og fanger spor hist og pist. Han stifter derved bekendtskab med Tyrkiets historie, samtidig med at han møder mennesker, der stikker til ham og hans tanker.

I begyndelsen holder han situationen skjult for sin egen og for Rüyas familie, idet han ikke tør tro på, at der er sket noget forfærdeligt. Derfor sætter han løgne op som et forsvarsværk mod de indtrængende spørgsmål, der farer frem imod ham til diverse middagsselskaber – og der går en tid, førend det hele braser sammen.

Galip iler dernæst videre til det skrevne, hvor han fordyber sig i Celâls artikler om Istanbul, og det bliver en decideret rejse tilbage i tiden omkring Istanbul, hvor Galip rammer mange spor at gå videre med. Det slår ham dog, at der på tidspunktet for Rüyas forsvinding sker noget med artiklerne. Der trykkes ikke nye! Nej, man er slet og ret gået i gang med at genoptrykke de gamle artikler – der er noget galt.

Således får Galip pludseligt indblik i, at disse to, søskendeparret her, har været så ganske, ganske isolerede og ensomme, og at de muligvis deler en hemmelighed.

Galip farer frem og tilbage, krydser Bosporus-strædet, bevæger sig mellem fortid og nutid, tager fat på minder og fat på hverdagens trivialiteter, og han mærkes på alle planer af det – taber han måske sig selv i dette spil?

Det er en vidunderlig labyrint at bevæges sig rundt i som læser.

Det samme kan siges om Dette fremmede i mig, der rummer identiske spor.

 

Andre Litteraturlinjer:

Paul Auster 4321 dansk