litteraturlinjer-uskyldens-museum

Titel: Uskyldens museum

Forfatter: Orhan Pamuk

Forlag: Gyldendal

Sidetal: 518

Udgivelse: 2011

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️✏️

Kemal Bay er den ubestridte hovedperson i denne roman, der ganske enkelt står som en indfølt kærlighedserklæring til kvindekønnet og Istanbul.

Kemal er rigmandssøn, og han er forlovet med en skøn kvinde, Sibel, og fremtiden er så lys, så lys.

Men så kommer mørket, besættelsen og begæret – og det skaber splittelse, ganske enkelt.

Vi stifter bekendtskab med sagens sammenhæng på afstand, idet Kemal sidder på den anden side af det skete og kan kaste et blik derpå.

Det glemmer man som læser dog rent, idet stemning og scene skrives frem med en forførende poetisk og nærgående kraft – sanseapparatet arbejder på højtryk, og læserens hjerne er med hele vejen, idet der fremkommer symboler og metaforer undervejs, som man bør holde fast i for at sikre sig en endnu større oplevelse af romanen.

Det er rørende og – for det meste – roligt, dog skudt af sted af pludselige kærlighedsudbrud og sjælekvaler.

Man læser langsomt og lydhør.

Kemal kredser indledningsvist om den dag, det tidspunkt, der senere skal komme til at stå som det lykkeligste øjeblik for ham, og havde han da bare vidst det, havde han ganske givet handlet anderledes. Det er tilfældets musik, og det kender vi fra en anden stor forfatter (Auster).

Kemal går en tur med Sibel, som kaster et blik på en rød taske.

Efterfølgende, alene, går Kemal ind i butikken og køber denne taske, og det slår ham pludseligt, at han er ved at købe den af Füsun, som arbejder i butikken. Hun er en fjern slægtning til Kemal, og han ihukommer mange skønne stunder i huset med hende – bum, og han er slået af forelskelsen. Han kan slet ikke slippe hende, og de ender i hans mors lejlighed i Istanbul, hvor hun gemmer ting, de ikke længere har brug for, og hvor altså Kemal og Füsun indleder et varmt, særdeles varmt forhold til hinanden.

De mødes dagligt, og Kemal kan i begyndelsen kun lige akkurat skimte den forestående forlovelsesfest forude. Ikke desto mindre kommer dagen nærmere, og han ender med at gå forlovelsen igennem, ganske med Füsun som gæst ved festen (fremragende scene!), og derfra glipper forholdet til hende – ikke med Kemals gode vilje.

Han bliver derfra en skygge af sig selv, og han må krybe til bekendelse over for Sibel, der ganske viser sig som – lad mig slå det fast – verdens mest overbærende kvinde. Hun hjælper ham, så godt hun kan, gennem tiden og med håbet om, at de kan få et liv fyldt med velstand og tryghed.

litteraturlinjer-pamuk-med-udsigt

Det går ikke just godt, og Kemal bryder forlovelsen.

Han begynder at besøge Füsuns familie og nærmer sig ad den vej sin flamme.

Han vender undertiden, faktisk som en daglig besættelse, tilbage til lejligheden for at sanse de ting, Füsun har rørt ved, og for at svælge i gode minder, velvidende at det absolut ikke har en helsende effekt i hans liv.

Det er kærlighed af stor karat! 

 

Andre Litteraturlinjer:

En fortælling om blindhed - LitteraturlinjerIan McEwan - Indlæg om Nøddeskal - Litteraturlinjer