Hengiven

Hengiven af Patti Smith

Titel: Hengiven

Forfatter: Patti Smith

Forlag: Klim

Sidetal: 112

Udgivelse: 2018

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️

Dette er en lille sag. Det er en fortælling fra en forfatter om et rum, hvor fortællinger bliver til, og hun åbner således døren fint på klem, således at læseren kan betragte, hvad der er på færde, når man forsøger at formidle oplevelser på skrift.

Litteraturlinjer

Vi er mestendels i Frankrig, hvor Patti Smith er på ’tour’ efter en udgivelse, og hun kan ikke dy sig for at forholde sig til de store franske forfattere, hvis gejst og gespenster hun på det fineste fornemmer, det er Albert Camus, det er Genet, og det er Modiano, blandt andre. Det er første del. Anden del drejer sig om en fiktion, hvor man som den opmærksomme læser kan se, at de elementer (æg og cafébesøg) forvandler sig til billeder i fortællingen. Det er dog ikke den stærkeste del af de tre i denne bog. Sidste del behandler Patti Smiths ophold i Albert Camus barndomshjem. Her holder hun et af hans manuskripter i hånden, og det skaber naturligvis nostalgi med det samme.

Signatur 2018

Jeg ved ikke helt, om denne er til mig – jeg synes ikke helt, hun er så rundhåndet som forfatter, for jeg føler, at noget holdes tilbage. Hun kunne meget bedre have sparket døren ind til forfatterskabet. Den er ikke så stringent og fin, som jeg havde regnet med, men jeg er ikke færdig med at tænke over denne, for den kan nu alligevel et eller andet, måske jeg slet og ret har vanskeligt ved at formidle mit indtryk på skrift.

Mange tak til Forlaget Klim for at sende mig denne bog til anmeldelse.

 

Andre Litteraturlinjer:

De vilde detektiver - Roberto Bolaño - Litteraturlinjer.jpegJorge Luis Borges - Litteraturlinjer