Litteraturlinjer - brooklyn-daarskabTitel: Brooklyn Dårskab

Forfatter: Paul Auster

Forlag: Per Kofod

Sidetal: 333

Udgivelse: 2007

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️

Nathan Glass er hovedpersonen i denne New York-roman.

Nathan har det kropsligt såvel som mentalt skidt, idet han efter en lang række operationer endnu ikke er blevet kræften kvit.

Han trækker sig derfor tilbage til Brooklyn, ganske for at dø.

Skæbnens tilfælde vil, at han her skal møde sin nevø, og dette stille, stilfærdige sted at dø rammer Nathan altså ikke.

Nathan Glass er (gennemsigtig) tidligere forsikringsagent, og han er fyldt med decideret desillusion.

Hans kone er smuttet fra ham, og hans eneste dejlige datter foragter ham i en grad, der går inder under kindbenene og ryster læserens ansigt, og da diagnosen lungekræft da rammer ham i ansigtet, er han en færdig mand – skulle man tro.

Han er da heller ikke sen til at begynde at nedfælde sit livs uoverensstemmelser, de såkaldt pinlige episoder. Han samler dem i bogen ’menneskelig dårskab’, og han vender undervejs tilbage dertil, når tiden byder ham det, for han støder ganske på gaden ind i sin nevø Tom Wood, og derfra må døden vente, for der er sager, de skal have ’opklaret’.

Tom har lukket døren til universitetet, hvor han endda havde gang i en meget lovende karriere, og nu ernærer han sig i et antikvariat, der er bestyret af Harry Brightman (notér venligst navnelegen i denne roman). Han rummer mange perspektiver, lyssky såvel som fængende. Han har været kunstforfalsker, er homoseksuel og kontrær.

Denne samling skaber tredelt afsæt til beretninger fra livet, og de binder an med en fantasi fra Harrys liv – navnet Hotel Eksistens, hvor fællesnævneren er, at det ikke betyder noget, hvor ubetydeligt ens liv tilsyneladende har formet sig, for det har relevans og betydning på sin helt egen måde.

Denne forestilling skaber en fantasilomme, hvor spørgsmålet er, om de kan få sagerne til at stemme overens.

Det er undervejs, som om fantasien og tilfældighederne (atter et kendingsmærke for Auster) spiller hinanden et puds og skaber virkeligt afsæt, idet Lucy dukker op, ganske hjemløs og uden mærkbar og tydeligt afgrænset identitet. Hun har brug for eksistens, og Nathan tager hende til sig. Hun siger intet, og hun har en broget historie, der er bygget op omkring rygter og fortællinger (fantasi), og spørgsmålet er, hvordan man forholder sig til det på ’Hotel Eksistens’?

Det er æggende og spændende at læse en roman med en bred vifte af tråde, der på fantastisk vis væves sammen til et særdeles inspirerende refleksionspunkt.

 

Andre Litteraturlinjer:

De vilde detektiver - Roberto Bolaño - Litteraturlinjer.jpegBog anmeldelse - blog om bøger