Sneleoparden

Sneleoparden

Titel: Sneleoparden

Forfatter: Peter Matthiessen

Forlag: C&K Forlag

Sidetal: 439

Udgivelse: 2016

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️

Peter Matthiessen kastede sig ud på en livsforandrende vandring i Nepal, og han satte ord på sine oplevelser.

Det siger jeg som anmelder tak for.

I Nepal har man mulighed for at færdes i fysisk foranderlige forhold, først går det op, så går det ned, derpå er der sne overalt, og sidenhen skinner solen dig lige i øjet. Man har ligeledes mulighed for at tage på en indre rejse, og det er denne vekselvirkning, denne balance, der er Sneleopardens nerve, ganske enkelt.

Den handler såmænd om det at rejse på flere planer. Vi kan som læsere uvilkårligt rammes i hjertet af de naturtro og meget nuancerede beskrivelser af det miljø, Peter og slæng bevæger sig i. Lugtene stiger op fra teksten, og vi hører, hvad der foregår, det er jeg sikker og vis på. Således træder mennesker frem som levende individer, mens landsbyer folder sig ud for vores læsende øjne, ganske klart. Når du læser om gennemvædet tøj, løber en gisning ned ad din ryg, formoder jeg, og når du læser om isglatte stier med lugten af yakgødningsbrænde tæt på, skutter du dig i stolen.

Det er med andre en utrolig visuel bog – du kan ende med selv at være på vandring.

Det var den ydre færd.

Den indre er mindst lige så spændende. Der er det faktum, den bevæggrund, at Peter Matthiessen havde mistet sin hustru, og han havde på sin vis brug for at finde sig selv, genopfinde sit eget jeg, og rejsen kunne folde sig ud. Han reflekterer meget direkte, hør blot: ”I den længsel der sender mennesket på vandring, ligger der en form for hjemve, og i en vis forstand er min rejse mit første skridt på vejen hjem.” Peter Matthiessen er meget ærlig, meget direkte, og det er en af bogens store styrker.

Bogen er fra 1978, og den strøg ind og hjemtog National Book Award.

Det er noget af en kraft, der skal til, når man skal forlade sit hjem og sine børn, i Matthiessens tilfælde søn. Det skriver Pico Iyer om i sit forord: ”rejsende gør sig skyldige i en form for utroskab, når de forlader deres kære, deres andet liv, for at drage ud på en farefuld rejse.”

Litteraturlinjer ved Martin Rytter Handberg

Peter Matthiessen var på vandring i 1973 med George Schaller, feltbiolog, samt en flok sherpaer. De ville egentlig meget gerne studere blåfåret og gerne se den særlige sneleopard. Den er dog svær at lokalisere. Peter Matthiessen var på dette tidspunkt miljøforkæmper og aktiv zenbuddhist. Peter Matthiessen rensede med denne pilgrimsfærd tavlen ren og skabte grobund for en ny tilstand, en ny virkelighed for sig selv.

Jeg siger tak til Politikens Forlag for at sende mig dette anmeldereksemplar.

 

Andre Litteraturlinjer:

Anmeldelse af Lykke-Per af Henrik PontoppidanSwift - Gullivers rejser