Manden med magisk minimalisme

Raymond Carver - forfatterportræt

Middelklassens meddeler, sådan kunne det lyde, når talen falder på, hvem Raymond Carver var.

Dermed rammes det perspektiv, han forfattede fortællingerne inden for.

Carvers liv var kort og kontant. Han bliver i 1938 født ind i en fattig familie fra Oregon, og han har ikke mange år på bagen, førend han kaster hænderne ned i et sæt arbejdshandsker. Først er det som arbejdsmand ved et savværk for sidenhen at udfolde sig som skovhugger, og han er i dette arbejde nøjagtig lige så vedholdende, som han senere skal blive i forhold til forfattergerningen. Det er først i 1957, han må kaste handskerne fra sig, eftersom et stigende, forstyrrende kærlighedsforhold til alkohol har taget magten over ham og sendt impulser af dårlige nerver rundt i hans krop. Det er i denne tilbagetrækning, Carver finder frem til poesien, som han læser i en form for selvterapeutisk arbejde, og snart er det ikke arbejdshandsken, der kalder, men skrivekløen, der melder sig. Han får en vielsesring om fingeren og børn i huset, uden at det dog slukker tørsten og tragten efter de våde varer, og i denne misere ender han ad et par omgange uden en krone på lommen. Det er Tess Gallagher, der år senere skal få ham trukket ud af suppedasen og skabe et godt afsæt for den litterære karriere, der havde ulmet i en rum tid. Hende skal vi også takke for, at vi har set så rammende noveller fra Carvers hånd.

Det er med digte, han slår igennem. I 1970’erne når han en egentlig berømmelse, og i 1980’erne er det med novellesamlingen Katedral, han bliver indstillet til Pullitzerprisen. Han er da hoppet på vandvognen og skriver med en ihærdighed og koncentration, som er misundelsesværdig. Han ved, hans dage er talte, eftersom lungekræften har sat sig i ham.

Da han i 1988 dør, har han for alvor hugget sit navn fast i litteraturens træ, ikke bare i USA, men i hele verden, og det er som fornyer af kortprosaen. Hyldet af Haruki Murakami, Salman Rushdie og Amoz Oz, blandt andre, og Carver er altså et spændende bekendtskab.

Raymond Carver - noveller

Han er blevet sammenlignet med såvel Hemingway som Tjechov.

Hvis vi skal dvæle ved sammenligningen med Hemingway: Han udspringer af samme periode, hvor depression og rodløshed var faktorer i et USA med politiske spændinger og stor forskel på rig og fattig. Hvor Hemingway kommer fra en lægefamilie, er Carver rundet af fattige kår, og det afspejler sig i forfatterskaberne. Hemingways helte undgår altid ydmygelsen og nederlaget ved enten at søge tilflugt i jagt og fiskeri, hvis ikke i krige eller alkohol. Hos Carver findes der snart sagt ikke andet end ydmygelse for hovedpersonerne, og her skildres vendingen mod alkohol som vederstyggelig og tragisk. Carvers fortællinger har rod i underklassen, hvor Hemingways griber noget højere. Fællestrækket må siges at være den ordknappe stil, hvor meningen er en dybereliggende årsag, som læseren kan spore sig ind på gennem fortolkning af personernes handlinger snarere end deres tankemønstre, som der faktisk er forsvindende få af.

Tjechov-sammenligningen var Carver stolt af. Begge skriver skarpt og direkte og fremlægger problemerne ganske objektivt, altså uden forstyrrende fortolkninger fra en fortæller. Det er således op til læseren at danne sig disse. Tjechov arbejder sandelig med det underforståede, og det er tydeligt, at både Carver og Hemingway abonnerer på dette, men med forskellige udtryk.

Her hvor jeg ringer fra er den seneste samling af noveller (34 stk.), hvor man blandt andet kan kaste sig over mesterstykkerne ”Vil du venligst holde din mund, tak”, ”Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed” og ”Så meget vand så tæt på”. Det er gode noveller at give sig i kast med som ny læser og som en introduktion til Carvers forfatterskab. Her møder man mænd, der tilsyneladende har styr på tilværelsens luner, men som alligevel overraskes af en pludselighed, der i øjeblikket ikke synes at være betydningsfuld. Det er eksempelvis tilfældet med ”Så meget vand så tæt på”, hvor en gruppe mænd er på den årlige fisketur uden koner i nærheden. Da et kvindelig flyder forbi dem og deres fiskestænger, griber de straks til flasken og skynder sig at feste videre, endskønt de burde have kontaktet politiet. De vælger passiviteten og freden, men da så en af konerne (fortælleren) får nys om sagen, er kimen til splid sået. Fortællingen er mesterligt skruet sammen.

 

Andre Litteraturlinjer:

Orhan Pamuk - Istanbul og Nobelpris