Fremtidens araber – en barndom i Mellemøsten

Fremtidens araber 1

Titel: Fremtidens araber – en barndom i mellemøsten

Forfatter: Riad Sattouf

Forlag: Cobolt

Sidetal: 158

Udgivelse: 2015

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️

Fransk-syriske Riad Sattouf tegner sig med Fremtidens araber op imod den barndom, han for længst er vokset ud af, og det er – må jeg sige – et originalt værk, ganske enkelt.

Riad Sattouf har opholdt sig i Frankrig som lille, og han har boet i dels Gaddafis Libyen samt Assads Syrien, og det har sat sig som afgørende spor hos ham.

Den lyshårede dreng får mange velmenende klap på hovedet, for han er da for sød.

Hans far er båret af en idealistisk tro på det bedste, og han er temmelig egoistisk, sådan lyder det i denne grafiske roman. Han fragter sin franske kone og søn med sig til Libyen og til Syrien, for det er her, hans søn skal vokse op og forme sig til fremtidens araber. Der er mange planer.

I dette første værk af en trilogi rammer vi årene 1978-84.

Vi følger Abdel-Razak, som er familiens patriark, takker ja til et lektorat i Tripoli. Han går dermed bort fra en stilling som undervisningsassistent i Oxford, og det er der temmelig gode grunde til, for han er jo araber helt ind i hjertet.

I Libyen er alt åbent, for det socialistiske eksperiment, som Gaddafi står bag, sikrer, at alle boliger ejes af folket, og man derfor ikke må låse sig inde, for man kan jo blot overtage huset, hvis det står tomt. Det betyder, at der altid skal være en hjemme, for at huset ikke bliver nuppet af en anden familie, og hvad er da mere belejligt end at lade kvinden bebo det, mens manden er ude i omgivelserne?

Abdel-Razak vil ikke spilde tiden, og han læser ad mange omgange Gaddafis Lille grønne højt. Gaddafi meddeler også, at man skal være omstillingsparat, og man skal således for en stund bytte sin stilling med en anden, og det bliver alligevel en kende for meget for faderen i familien. De må væk.

Sidenhen flytter de til Syrien, hvor det ikke er meget bedre. For her har hans familie vendt ham ryggen på sin vis, og der er simpelthen så mange kulturelle koder, den lille dreng ikke kan håndtere. Det bliver noget af en oplevelse – også for læseren her. Det er netop her, vrangen vendes ud. Menneskelort i gaderne, lig i boligkomplekser og voldens ansigt smiler ondt til den lille søn. Jeg fik ganske enkelt meget ondt i maven.

Sattouf bruger flere farver til at indramme de miljøer, vi bevæger os rundt i. Således er Frankrig blåligt tegnet, mens Libyen er gul, og Syrien er lyserød. Det er meget fint, ganske retningsanvisende.

Tak til Forlaget Cobolt for at sende mig dette anmeldereksemplar.

 

Andre Litteraturlinjer:

Styrelsen