Roberto Bolaño er en på flere måder spændende forfatter, og en fantastisk fornyende fortæller, der for få år siden blev tilgængelig for et dansk publikum.

Roberto Bolaño - magisk socialrealismeHan er så hverken lettilgængelig eller letfordøjelig. Hans bogstaver bør man behandle med varsomhed, krydre dem med tålmodighed. Sætninger er slør, der slynger sig om dig, og du bør give dig tid til at lade dem bundfælde sig, altså sætningerne.

Vi kender ham først og fremmest fra det meget sprudlende værk De vilde detektiver. Her møder vi Bolaños alter ego – Arturo Belano. Han og hans kumpan, Ulises Lima, søger efter en berømt poet fra 1920’erne, Cesárea Tinajero, og denne eftersøgning er interessant at følge. Det er selve grundtonen i romanen, som ellers sprænger rammerne.

Romanen er delt i tre, hvor særligt den første og sidste del minder om det, vi kender fra romangenren; vi har her en fortæller ved navn Juan García Madero, som dropper ud af universitetet og lader sig fange af litteraturen og den styrke, den har i Chile på daværende tidspunkt. Han møder Belano og Lima og bliver endog en del af infrarealisterne, som er berømte og berygtede for at bryde ind i det etablerede litteraturselskab og forårsage rystelser. De tager til litteraturoplæsninger og skaber ufred. Anden del – bogens klart længste del – giver såmænd taletid til ikke mindre en 40 fortællere, og dette polyfoniske forhold dækker en periode på 20 år. Disse 40 fortællere har alle på den ene eller anden måde haft kontakt med denne berømte litteraturklike, og de to hovedfigurer, Belano og Lima, løber som en rød tråd (dersom man kan tale om en sådan) igennem dette afsnit. I tredje del vender vi tilbage til Madero, som færdiggør sin beretning fra første del, hvor altså Tinajero er målet.

Lad det være sagt med det samme: Romanen er svær at få helt styr på, og det er gaven i sig selv, simpelthen at lukke op for denne kakofoni af stemmer fra en svunden tid og lade sig opsluge af det univers, Bolaño optegner. Han har en sikker pen, der maler direkte og fængende. Der er ikke levnet plads til de store penselstrøg, og det er svimlende at være læser til.

Litteratursiden

Roberto Bolaño var politisk aktiv i Chile under Allende. Han skrev propaganda i stor stil og støttede uden tøven en socialistisk orienteret regering. Han blev da ramt af Pinochets magtovertagelse og endog sat bag lås og slå, indtil han fik held til at flygte til Mexico, som på det tidspunkt var hjemsted for flere kendte forfattere, herunder Gabriel García Márquez, der havde lidt nogenlunde samme skæbne. Mexico var på daværende tidspunkt arnested for den sydamerikanske litteratur. Her fandtes folk som Octavio Paz, Carlos Fuentes, Juan Rulfo foruden Márquez. Bolaño var en outsider, og det brød han sig i virkeligheden ganske godt om. Fra denne position kunne han sende spydigheder ind i centrum, antænde et bål og så stille og roligt se på. Han klandrede Márquez for den magiske realisme. Den ville Bolaño absolut ikke være en del af. Han gik imod Octavio Paz og hans politiske overbevisning. Kort sagt; Bolaño var en spændende, for nogen irriterende modstemme på et kontinent, der profiterede på Paz’ og Márquez’ litteratur.

Det var måske derfor, Bolaño fløj over Atlanten og endte i Spanien. Her drev han rundt som en vagabond og nød det hårde liv (alkohol og heroin), inden han evnede at lægge det på hylden, da han stødte ind i sin fremtidige kone. Han havde således fået et ansvar trukket ned over sig, og han satte sig for at skrive et stort værk i fem dele, eftersom det kunne være med til at forsørge familien efter hans død. Bolaño vidste nemlig på det tidspunkt, at han var døden nær. Han havde fået konstateret en leversygdom, og mens han sådan gik og ventede på en transplantation, skrev han, hidsigt og pulserende.

Posthumt udkom 2666 – et mammutværk med mange svinkeærinder og stemmer og debat om litteratur foruden politik. Det er en tung sag, men en sag, der hæver Bolaño op til en af verdens store forfattere. Her er omdrejningspunktet den mexicanske by Santa Teresa á la Ciudad Juarez, hvor flere kvindelig dukker op om dagen. Det fungerer som afsæt for Bolaño og hans hovedpersoner, der alle på sin vis har et forhold til litteraturen.

Litteraturlinjer - boganmeldelser

Er man ikke til de tykke værker, kan man med fordel dykke ned i de to smukke, mere empatiske, måske endog sympatiske værker, som senere er kommet på dansk: Fjern stjerne og Nocturne fra Chile. Det er små fortællinger, der skaber indblik i den politiske omvæltning, der ramte Chile, og som Bolaño flygtede fra. Det er mere skarptskårent og distanceret. Måske i virkeligheden et godt sted at starte med denne forfatter, der har taget undertegnede med storm og ført ham ud på dybt vand.

 

Andre Litteraturlinjer:
Jonathan Franzen - amerikansk samtid