Siri Hustvedt - forfatterportræt

I 1955 blev Siri Hustvedt født, og det fandt sted i Northfield, Minnesota.

Navnet leder tankerne hen på de nordiske lande, og hendes familietræ har da også rødder, der rækker ned i den norske muld.

Hun udfolder sig dog som digter og forfatter i USA, hvor hun også har en Ph.d. fra Columbia Universitet.

Siri bevægede sig fra barnsben rundt i et belæst hjem, og hvor hun huserede som den ældste af fire børn. Hun adskilte sig straks fra de andre ved at være et særdeles sensitivt barn, der ofte led af migræne og herunder havde hallucinationer – visuelle såvel som auditive. Som 14-årig fik hun en vedholdende og varm fornemmelse af, at hun måtte blive forfatter. Hun har udtalt, at det var romaner som David Copperfield, Wuthering Heights og Jane Eyre, der skubbede denne følelse frem i hende.

Først var det dog som digter, hun gav udtryk for sin kunnen, og efterhånden som hun fik slået sit navn fast, indfandt hverdagen som forfatter sig: Hun arbejder fra omkring 08:30 og frem til klokken 15, hvorefter yogaøvelser tager form, og det gerne i en rytme, der inkluderer alle ugens dage.

I dag bor hun i Brooklyn, New York, med Paul Auster, med hvem hun har datteren Sophie Auster.

Siri Hustvedt skriver gerne om identitet og kvinder i et amerikansk rum, og hendes fortællinger kan karakteriseres som forførende og flydende, hvori en intelligent og stemningsfyldt åre strømmer. Noget af det fineste ved hendes forfatterskab er de nuancerede og indfangende personportrætter, hun bygger fortællingerne op omkring.

Hun brød igennem litteraturens lydmur med romanen Det, jeg elskede, som omhandler en 70-årig jødisk mand – Leo. Han er professor i kunsthistorie, men han lider af maculær degeneration – tåge for øjnene, og efterhånden som nutiden henlægges i dette slørede blik, træder hans erindringer knivskarpt frem. Det giver et spændende portræt og en god vekselvirkning mellem de forskellige tidslige planer i romanen, og i altovervejende grad får man et indblik i det psykologiske landskab, Leo vandrer rundt i.

Det peger videre på selve forfatterskabet, hvor det viser sig, at Siri interesserer sig for identitet og særligt for grænserne mellem det normale og det vanvittige, hvor minder spiller en afgørende rolle, alt sammen skrevet med særlig sanselighed og kvindelig intuition, som er så berigende for læseren.

Siri Hustvedt gæster Authors in Aarhus mandag den 28. august, og du kan sikre dig billetter her.

 

Andre Litteraturlinjer:

Paul Auster - identitet og Brooklyn dårskab