Litteraturlinjer - krimi-king

Titler: De der søger + Mercedesmanden

Forfatter: Stephen King

Forlag: Hr. Ferdinand

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️

Fiktion er uvægerligt et forførende forhold, og King leger med fortællingens magt i de foreløbige bind af den krimi-føljeton, han med stor iver og som velskrivende amerikaner har kastet sig over.

Første bind udkom tidligere i år og fik titlen ”Mercedesmanden”. Her følger vi den pensionerede politimand Bill Hodges. Han skal – som så mange andre i genren – blive kaldt tilbage til en uafsluttet sag – en sag, der for et godt og drabeligt ord rider ham som en modbydelig mare!

Han viser i denne roman sin særegne evne til at lade ondskaben bryde ud imellem hænderne på romanens hovedpersoner og derfra videre ud til læseren.

Mercedesmanden er sagens omdrejningspunkt. En mand har en diset morgenstund sørget for, at den ikke fik guld i mund. I en velvoksen Mercedes torpederer han en folkemængde, og væk er han, ligeledes fordufter alle spor, hvorved mordmotiv samt morder forbliver en gåde. En dag modtager Bill et brev fra Mercedesmanden, og pludselig er hverdagen indrammet af utryghed, og Bill må forsøge at lytte til sin intuition og dysse frygten ned, endskønt familien er i Mercedesmandens projektørlys.

Det er en fryd at være med i opklaringen, der nu når nye højder, og det er mesterligt at få lov til at komme tæt på familien Hodges, og sympatien bliver straks vakt.

I andet bind – ”De der søger” – har vi mulighed for at trække en tråd til en tidlig King-roman: ”Misery”, ganske af den grund, at der her er en forfatter involveret, og altså en forfatter, der må lide under, at han er kommet for skade at slå sin hovedperson ihjel. Noget lignende er under opsejling i denne roman, eftersom det er et mord på en særdeles succesfuld krimiforfatter, der inviterer ind til historien.

Det er naturligvis atter Bill Hodges, der er vor detektiv. Han er udstyret med pacemaker, 66 år gammel og nu med hang til salat. Han er stadig ferm udi intuitionens vilde veje.

For så vidt er der i denne roman flere spor at følge. Det mest prægnante i denne sammenhæng er dog den yderst litteraturfascinerede Morris Bellamy. Han slår såmænd John Rothstein ihjel – succesforfatteren til mange bøger. Det kommer undervejs frem, at denne berømte Rothstein endog i skuffen gemte på flere fortællinger, og disse ark bliver straks gemt, således Bellamy kan, når han kommer ud i friheden, generhverve sig dem og skabe sig en karriere inden for det felt, han brænder så bogstaveligt meget for. Dog skal sagen tage en drejning, for den unge Pete Saubers finder frem til skatten, og således placerer han sig i en pludselig fare, han dog kun er så ganske, ganske uvidende om, lige indtil …

Der er virkelig uhygge, mystik og mange gådefulde forhold for alle de mange lækre sider, og der er også i denne roman kælet for personkarakteristikkerne.

Det er et læseværdigt projekt, King har søsat.

Du kan dykke videre ned og ind i forfatterskabet.

 

Andre Litteraturlinjer:

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead - Litteraturlinjer