Der der

Der der af Tommy Orange

Titel: Der der

Forfatter: Tommy Orange

Forlag: Politikens Forlag

Sidetal: 288

Udgivelse: 2018

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️

Det er i bevægelsen op til the Big Oakland Powwow. Vi bevæger os frem mod ti amerikanske indianere, der alle er fra Oakland. De er altså ganske forskellige, om end de forbindes at noget centralt – denne vigtige danseceremoni. Der er eksempelvis Jacquie Red Feather. Hun tumler med at se klart, da hun er omgivet af de alkoholtåger, hun lægger for sig selv og omgiver sin bevidsthed med. Hun har dog en familie, hun meget gerne vil i kontakt med. Der er en anden, Dene Oxendene, som har fået døden helt tæt på kroppen. Der er bestemt andre indianere, der også er værd at følge, men jeg må sige, at det særligt er Jacquie, der har ramt mig. Denne ceremoni, det er retningen, som denne roman følger, det er vejen, og det er en god kraft for læseren, for der er fart på.

Tommy Orange bevæger sig meget let mellem fortid og nutid, mellem fakta og fiktion, og det er såmænd det tæppe, denne roman udfolder sig på, og skrivestilen, mine damer og herrer, den er så direkte, så kødfyldt, hvad skal jeg sige, så direkte og omsiggribende. Det er godt. Der er vekslende fortællere, og det er utroligt, at debutanten her har kunnet holde så godt styr på de mange indskydelser og omskiftelser, som romanen her lever af og med. Vi veksler mellem jeg-fortællere og tredjepersonsfortællere, så det er en fryd, og det skaber altså en spændende dynamik i læsningen. Det er ikke en rosenrød og fin florlet fortælling. Den er altså barsk, og jeg kan på min måde sammenligne den med Jesmyn Wards Syng, levende og døde, syng.

Det er meget usentimentalt, det her, meget råt, ganske enkelt. Det handler om vold, om vanvid, om sammenhold og om at komme frem til en verden, man ikke har været så velkommen i, historisk set – at finde sin plads.

Dette er en god bog – en gribende, autentisk beretning.

Mange tak til Politikens Forlag for at sende mig denne bog til anmeldelse.

 

Andre Litteraturlinjer:

Yu Hua - Xu Sanguan - LitteratursidenVegetaren - Han Kang - Gyldendal - Litteraturlinjer