litteraturlinjer-foucaults-pendulTitel: Foucaults Pendul

Forfatter: Umberto Eco

Forlag: Gyldendal

Sidetal: 572

Udgivelse: 2007

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️

Vi møder i denne roman Casaubon, som har skrevet speciale om Tempelridderne og deres fremfærd med Kristendom i rygsækken, og det har tilsyneladende gjort stort indtryk på ham.

Hans interesse for denne periode og disse herrer sender ham i retning af et forlag. Han møder her Belbo og Diotallevi – sammen former de et trekløver, og det er ikke just held, der følger dem.

Belbo og Casaubon bliver ret beset direkte involveret i en mordsag, og derved kommer de på sporet af en stor hemmelighed – ganske enkelt ’den store plan for Verdensherredømmet’, udtænkt af Tempelridderne og videreført af Rosenkreutzerne. Denne plan har været skjult i århundreder.

Således kan vi kende Umberto Eco, der vækker et historisk komplekst plot til live og farer omkring som en guide i en labyrint, hvor man som læser skal holde øjnene fastnaglet til teksten og koble fornuften fra, for da venter en stor læseoplevelse.

Dette trekløver gransker med stor indlevelse – måske lidt for stor – efterladte og hengemte dokumenter, hvorved de ender midt i en konspiratorisk og ukritisk tilgang til historien og omstændigheder på dette tidspunkt.

De mister fodfæste og fornemmelsen af den afgrænsede mur mellem fortid og nutid, mellem fantasi og virkelighed, og deres identitet rammes; den bliver ganske enkelt porøs.

De stifter bekendtskab med tempelriddere, mystikere, nazister og okkulte fællesskaber.

De bliver presset fra alle sider, og en okkult gruppe fanger Belbo og vil presse sandheden ud af ham. Han er stålsat og nægter på det kraftigste, hvorfor der ret beset ikke er anden udvej end at ofre ham i Foucaults Pendul i Paris, idet det er det eneste fuldstændigt faste punkt i denne verden – og det er er lige præcis her, vi står med fortælleren.

 

Andre Litteraturlinjer:

Indlæg om Barnets tarv af Ian McEwan