Eccoet i litteraturen

Umberto Eco - bibliotek og mord

Umberto Eco – italiensk forfatter, der med et brag brød igennem litteraturens lydmur med romanen Rosens Navn. Sidenhen har vi på dansk blandt andre fået Foucaults Pendul, Øen af I går foruden den seneste, og sidste, Nummer 0.

Han har ry for at være særdeles vanskelig (han er da også semiotiker af profession), og alle hans romaner rummer bestemt også en særegen interesse for og behandling af tegnsystemer, men det bør ikke afskrække, for i tilgift får man en spændende fortælling.

Eco bygger altid et æggende univers op, i særdeleshed med Rosens Navn og Foucaults Pendul, som jeg vil gå lidt nærmere efter i limningen i det følgende.

I førstnævnte stifter vi bekendtskab med Adso fra Melk, som er på færde med sin mester, William af Baskerville (af alle navne). De bevæger sig rundt i et italiensk kloster, hvor et mord hen over natten har fundet sted. Det skal da naturligvis opklares, og dermed er blandingen mellem kriminalroman og middelalderfortælling igangsat.

Adelmo af Otranto findes død, og de to herrer hidkaldes. Undervejs i deres opklaringsarbejde finder flere dødsfald under mystiske omstændigheder sted.

Det, der blandt andet er så fint ved denne roman, er den troværdige beskrivelse af det middelaldermiljø, de to herrer bevæger sig rundt i. Vi hører om de mange lag, arbejdet i klosteret udfolder sig i. Vi møder køgemesteren, botanikeren, bibliotekaren og en masse andre spændende karakterer. Vi betragter disse gennem Adsos øjne og skrift, hvorfor vi er på dobbelt arbejde. Kan vi stole på det, han fortæller os. Har vi tillid til, at køgemesteren taler sandt? Der er tegn, der skal afkodes, fortolkninger skal knækkes.

Hvem af de mange personer støtter sig til fakta og hvem til fiktion?

Noget lignende gør sig gældende i romanen Foucaults Pendul, hvor det snarere end et mord drejer sig om et spil mellem fakta og fiktion. På en forlagsvirksomhed sidder tre fyre; Belbo, Diotallevi og Casaubon (fortælleren). Disse tre har efter at have begravet sig dybt i mange okkulte tekster omhandlende tempelriddere og ridderordener i sjov konstrueret en konspirationsteori, som de undervejs bliver ved med at udbygge. Det bliver hurtigt et spil, som de benævner Planen. Faktisk ender de med at blive så opslugte af denne fiktion, at de slet og ret glemmer, at det blot er til leg. De ser signaler, tegn og symboler, som alle på den ene eller anden måde kan henføres til Planen, og langsomt fornemmer man som læser, at virkeligheden, det ellers så klippefaste forhold, langsomt smuldrer for næsen af dem.

litteraturlinjer-umberto-eco

Atter er vi som læser hensat til en tro på, at Casaubon taler sandt til os. Han står foran Foucaults Pendul og fortæller i flashback, hvorledes virkeligheden skred, og fiktionen fik overtaget i dem, og det i en sådan grad at Belbo tilsyneladende (med Casaubons ord) blev offer for det, nu kidnappet i dette museum. Vi dykker ned i omstændighederne – og pas på – det er svimlende læsning.

Kan vi stole på Casaubon?

Det er bestemt interessant, dersom man interesserer sig for en god, troværdig fortælling, hvor man ruskes i som læser. Er man til intellektuelt stimulerende læsning, er Eco en god følgesvend.

Mange af hans værker har desuden referencer til tidligere storværker inden for litteraturen; Sherlock Holmes’ detektiviske jagter er underliggende rytme for Rosens Navn, mens Middlemarch er en rød tråd i Foucaults Pendul, hvor Øen af i Går vækker Robinson Crusoe til live under nye omstændigheder. Det er et spændende krydderi i dette fængende forfatterskab.

Umberto Ecos værker kan vel bedst beskrives som mørke brønde med underjordiske gange og krinkelkroge, hvor man gør klogt i at have sin bevidsthed med som den lommelygte, der kan lyse op. De kan, når de fungerer bedst, få læseren sporet ind på spændende elementer af verdenshistorien til en dybere undersøgelse af de faktiske forhold.

At læse Eco er som at deltage i et spil, hvor man uforvarende kan slås hjem, men hvor man også kan nå i mål som et oplyst individ i sin egen virkelighed.

Pas på, men nyd legen!

 

Andre Litteraturlinjer:

Jorge Luis Borges - bibliotek og spejle