Titel: Rosens navn

Forfatter: Umberto Eco

Forlag: Gyldendal

Sidetal: 490

Udgivelse: 1984

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️✏️

Umberto Eco – en labyrintisk stormester.

Ganske enkelt er hans romaner som dybe brønde med mørke gange. De er tunge og klaustrofobiske – men – de indeholder alle en udgang, som læseren selv kan være med til at ’skabe’ og finde.

Romanen Rosens navn er fra 1980, og den udspiller sig over en uge i et italiensk benediktinerkloster.

Vi er i 1327, og Adso af Melk er vores guide – han fortæller retrospektivt om det skete.

Der er sket et mord inden for klosterets mure, og William af Baskerville skal forsøge at kaste lys over sagen og nærme sig opklaringen deraf. William af Baskerville kan se forbindelser, ingen andre kan, hvilket Adso af Melk da ej heller er sen til at lovprise i sin beretning derom.

Faktisk blev disse to herrer hidkaldt af en anden årsag, idet deres opgave for så vidt skulle gå på at mægle imellem to stridende fraktioner inden for Den Katolske Kirke.

Et lignende spor kan vi finde i Foucaults Pendul.

Mordene forstyrrer og kaster en kriminalgåde af sig, som læseren også deltager i, og det tager fart, for dag for dag dør munke, og frygten står malet i ansigterne på alle.

Hvem er synderen?

Spørgsmålet runger, efterhånden som William og Adso bevæger sig ned gennem biblioteket, hvor pergamenter udrulles og kaster flere spørgsmål end svar af sig, og efterhånden som William snakker med botanikeren om en særlig mikstur og ganske i kølvandet af de mange rygter, der løber op og ned ad klostermurene.

Bognoter - Litteraturlinjer

Der er samlinger i kirken, idet tidebønnerne jo skal overholdes, og der er en stigende uro og spænding, der bygger sig op mellem de troende, truende og de distancerede (Adso og William), og spørgsmålet går på, om det er muligt at råde bod på det hele og skabe klarhed over affæren?

Derfor får William optikeren til at remstille et par briller, og det er noget af en opfindelse, for nu fremstår scenen da en smule mere skarpt for ham.

De to herrer går systematisk til opgaven, hvor de deducerer på forbilledlig vis, og de afprøver hypoteser, uden at det dog skaber frugtbart afsæt for dem. De bliver taget ved næsen, for det hidtidige fremtrukne mord-mønster smuldrer i deres hænder og for øjnene af dem.

Det er labyrintisk og æggende læsning. Læserens ståsted bliver flyttet, og det hele har det med at smuldre og skabe nye perspektiver.

Her kan der uvægerligt trækkes en forbindelse til en tyrkisk stormester udi fortællingens spil: Orhan Pamuk.

 

Andre Litteraturlinjer:

varamo-og-litteraturkonferencenDag Solstad - Generthed og Værdighed - Litteraturlinjer