22 Hyde Park Gate

22 Hyde Park Gate

Titel: 22 Hyde Park Gate

Forfatter: Virginia Woolf

Forlag: Virkelig

Sidetal: 26

Udgivelse: 2017

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️✏️

Du vil ikke umiddelbart få ondt i overarmen af at holde denne lille sag i hånden, men du skal vide, at der er fare for, at du kommer til at holde af den, på godt og ondt. Den kan vise en vej ind til Virginia Woolfs indre værksted, hvor der var visse rumsterende og nærgående elementer, og her tænker jeg i særdeleshed på overgreb.

Faktisk træder det frem, at der er tale om omkring tyve sider, et lille hæfte af en slags.

Undertiden er det ikke størrelsen, der er afgørende, for når teksten er mættet med dybde samt refleksionsrøde tråde, ja, så er der rig mulighed for at folde tankerne ud og blive klogere på den essens, bogstaverne formidler.

Lys og noter

Virginia Woolf er jo som bekendt en af de store forfattere i det 20. århundrede. Det ændrer 22 Hyde Park Gate ikke på, tværtimod. Det er skrivekunst, når det er nogenlunde det bedste.

Vi skal naturligvis dvæle ved, at det er Mrs. Dalloway, Til fyret samt Bølgerne, der står som hovedværker i Woolfs forfatterskab, men du kan nu åbne op for endnu et rum, endnu en hylde i førnævnte forfatterskab.

Virginia Woolf gik bort, i bogstaveligste forstand, i 1941, og hun efterlod sig mange tekster; kortprosa, kritik, essayistik, dagbogsoptegnelser, blandt andet.

Det er denne skuffe, vi nu har fået indblik i, og der skal her lyde en tak til Forlaget Virkelig for at dykke ned og hente guldklumper frem. Karsten Sand Iversen er oversætteren, og så ved man utvivlsomt, at man er i gode hænder.

Vi må huske, at Virginia Woolf sammen med blandt andre Vanessa Bell var med til at skabe afsæt for, at Bloomsburygruppen kunne mødes og diskutere samt læse korte selvbiografiske tekster op for hinanden. Det er her 22 Hyde Park Gate træder frem, for Virginia Woolf læste denne op for de andre, og de må simpelthen have fået sig noget af et chok, ganske ligesom jeg fik det.

Det er barnets blik, der behandles. Derigennem portrætterer Virginia Woolf sin 15 år ældre halvbror George Duckworth.

Det er et gedigent portræt, urovækkende i al sin enkelhed, i sin kondenserede sætningsfærd, det er flydende, og det fænger. Der er så meget, der ikke bliver formidlet, og som læseren derpå må forestille sig, ganske gætte sig til.

Sagen er den, at da Virginia Woolfs mor dør, bliver det George, der bliver patriark, sandelig også fordi hendes far trækker sig syg i sindet tilbage. Faktisk får vi at vide, at George gerne var far og mor, søster og bror i én og samme person. Han trumfer sine tanker og sit mål om at tage kvantespring op på den sociale rangstige igennem, og faktisk går han til direkte udfoldelse. Vanessa og Virginia kan ikke sige meget, for der er jo en etikette at værne om, og manden er på dette tidspunkt notorisk det foretrukne køn i samfundet, og derfor må de, når nattetimerne lurer, finde sig i lidt af hvert. Det er tankevækkende, og det er rystende.

Det er for mig som læser meget iøjnefaldende, at disse overgreb må have sat sig spor hos Virginia Woolf, og dette spor kan spores igennem hele hendes fabelagtige forfatterskab.

Tak til Forlaget Virkelig.

 

Andre Litteraturlinjer:

Til fyret af Virginia Woolfblog litteratur