Valenciana

Titel: Valenciana

Forfatter: Zinaida Lindén

Forlag: Apuleius’ Æsel

Sidetal: 247

Udgivelse: 2017

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️✏️

Vi har her at gøre med en prisbelønnet novellesamling, som Mikroforlaget Apuleius’ Æsel nu har bragt til Danmark.

Titlen henter sin inspiration fra en filippinsk ret, som serveres for sultne mennesker, og som læser bliver man – hvis man har blot den mindste globetrotter i maven – mindet om glæden ved at rejse; man får ganske appetit på at rejse ud, vil jeg mene.

Vi bevæger os således fra Finland over Japan til Leningrad og videre rundt i denne skønne verden. Det er det lokale og det globale, der hele tiden er på færde, og som skyder sig ud og ind imellem hinanden.

Personer fanges på steder, hvor kendte katastrofer viser sig, og det er disse kriser, der kaster mennesker i novellerne ud på en rejse, indre såvel som ydre, for Lindén er ferm til at tegne et psykologisk velklingende portræt af de karakterer, vi stifter bekendtskab med.

Der er jo som bekendt geografiske grænser i verden, men Lindén viser her, at man med fiktion er i stand til at krydse grænser på alle planer, og det er bestemt læseværdigt.

Det trygge forlades, og det utrygge viser sig at rumme en kraft, som man som menneske i krise kan vokse op og ud af i en nuanceret udvikling.

Lindén er en detaljens mester, og det mærkes igennem læsningen af disse meget fine noveller, hvor tempoet ikke altid er højt. Her har man som læser en god mulighed for at stoppe op og smage på sagerne, for der kredses om læsningens rum – det kan mærkes.

Personligt vil jeg fremhæve novellerne ”Kærligheden til de tre appelsiner” og ”At holde fast ved regnbuens søjler” som særlige scener, som satte sig spor hos mig.

Tak til Apuleis’ Æsel for anmeldereksemplar.

 

Andre Litteraturlinjer:

Til fyret af Virginia WoolfHan Kang - Vegetaren - Litteraturlinjer