Linjer om “Bjørnen”

Titel: Bjørnen

Forfatter: Katrine Marie Guldager

Forlag: Gyldendal

Sidetal: 173

Udgivelse: 2018

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️

Der er en vrede at spore i denne roman, som er den nyeste fra Katrine Marie Guldagers hånd. 

Der er en kvinde i centrum, og så har det med en bjørn at gøre – der er med andre ord bid i beretningen. 

Kvinden, vi hører om, hedder Vibse, og hun vimser ikke sådan rundt, for i hende bor en vrede. Der er krise i midten af livet her, og de svenske træer trækker i hende, noget så eftertrykkeligt, må det siges. Hun er ramt, for vreden summer, og hun stikker af, smutter væk fra familielivet, smutter en stund fra manden, fra arbejdet og endda også på denne måde fra sig selv og sit vante jeg. 

Her møder hun en bjørn, måske endog endnu mere i overført forstand. 

Det er en tynd sag, jeg har haft mellem hænderne, men det er en fyldig størrelse, for der er et livagtigt og meget autentisk portræt på færde, det er en fortælling med perspektiv, må jeg sige.

Der er ikke meget at danse over for denne kære Vibse, for ægteskabet er en dør på klem, den knirker, og det kradser, når hun forsøger at favne det, sådan uden videre at træde ind i det. Datteren smutter, og Vibse forlader sit arbejde. Det var dog alligevel den sidste dråbe, og hytten hilser hende i Sverige velkommen – hun har et forehavende. 

Her kan hun koble fra, stresse af, kort og godt falde ned … hvis ikke det var for den bidende kulde, der napper ud efter hende. Snestormen kommer væltende, og strøm er der ikke meget af, faktisk går den også fra hende.

Naturen lukker sig om hende, og det bliver alvorligt, det her, især da hun bevæger sig ud, og så er det kampen, så folder den sig ud – bjørnen venter. 

Det her er en proces, Vibse skal igennem, og jeg har nydt at være med på en ‘lytter’, for sproget har klang, det har en rytme og en stil, som taler til mig (og mange andre). For mig – en mandlig læser – har det været spændende at følge denne kvindelige rutsjetur. 

Den skal nok finde sine læsere derude. Det er godt skrevet – sprogligt schwung er der. 

Linjer om Homer

Hvis du gerne vil i gang med de store værker i den dejlige litteraturhistorie, vil jeg med glæde fremhæve dette prægtige værk, som virkelig mange romaner står i gæld til. Glæd dig!

Linjer om “De ansatte”

Titel: De ansatte

Forfatter: Olga Ravn

Forlag: Gyldendal

Sidetal: 136

Udgivelse: 2018

Blyantsbedømmelse: ✏️✏️✏️

Så er der dømt sci-fi, for pokker, og det er ganske igennem en sproglig solid opmærksomhed. Olga Ravn har her leget med fantasien og brudt en grænse, sådan da. Vi er at finde på et rumskib. De ansatte består af menneskelige og menneskelignende ansatte. Langsomt forskyder det sig – en række genstande kommer med om bord. De stammer alle fra planeten Nyopdagelsen, og de trækker i de ansatte, og det er altså her vigtigt at notere sig, at der er tale om dybereliggende forbindelser. Det skaber en kritisk tanke – det er nyt – og langsomt siver spørgsmål ud blandt de ansatte: Hvad er vores funktion? Hvad vil det sige at være menneskelig og menneskelignende?

Det er temmelig uhyggeligt.

Bogen er opdelt i korte afsnit, og de fænger hver især, må jeg sige. Særligt er det sproget, der er en nydelse, for det er med til at skabe en særlig atmosfære i atmosfæren – en surrealistisk stemning, som jeg nød at befinde mig i.

Der er et helt univers for denne roman – den er original og dermed noget for sig. Faktisk er der også en playliste på Spotify. Den rummer kunstnere som David Bowie, Brian Eno, Björk og Kate Bush. Det er syret!

Jeg siger tak til Gyldendal for at sende mig denne anmeldelse.